Jyske Bank forventer historisk resultat i første halvår

admin

10 år siden

|

22/05/2014

Dagens topnyheder

Jyske Bank-koncernen løfter torsdag morgen sløret for bankens forventninger til årets første seks måneder. Og det ser lyst ud.

I en fondsbørsmeddelelse oplyser Jyske Bank, at man forventer et historisk højt halvårsresultat på omkring tre milliarder kroner før skat.

Det usædvanlige resultat er dog en engangsforestilling, som primært skyldes sammenlægningen med BRF-Kredit, oplyser banken.

Jyske Bank-koncernen overtog sidst i april alle aktiver i BRF-Kredit.

Købesummen lå dengang på 7,1 milliarder kroner, mens værdien af aktiverne i dag udgør hele 9,5 milliarder kroner. Det betyder, at Jyske Bank nu har mulighed for en indtægtsførsel af 2,4 milliarder kroner.

Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, forklarer dog i fondsbørsmeddelelsen, at der også er negative konsekvenser af sammenlægningen.

Det skyldes, at "der er og bliver foretaget en revurdering og ensretning af regnskabsmæssige skøn i henholdsvis Jyske Bank og BRF-Kredit", hvilket betyder, at koncernen tynges med et minus på 1,3 milliarder kroner, fremgår det af fondsbørsmeddelelsen.

Men banken regner altså alligevel med et skyhøjt halvårsresultat, mens det ser anderledes sort ud for BRF-Kredit, der kom ud af årets første tre måneder med et dundrende underskud på 837 millioner kroner før skat mod 22 millioner kroner i samme kvartal året før.

Det får nu Jyske Bank til pumpe en milliard kroner i BRF-Kredit, der i sit kvartalsregnskab nedskrev for 965 millioner kroner mod 82 millioner kroner i første kvartal 2013.

I fondsbørsmeddelelsen oplyser Jyske Bank desuden, at man er på vej med nye F3- og F5-boliglån som konsekvens af stor efterspørgsel.

De nye produkter vil blandt andet have løbetider op til 30 år, op til 10 års afdragsfrihed, op til 80 procents belåning og en konkurrencedygtig prissætning, lover banken.

/ritzau/