Ingen børn eller medarbejdere må opholde sig på stedet: Børnehave lukker 4-5 uger efter skrækfund

Emil Martesen

6 uger siden

|

09/11/2024
Nyheder
Foto: Google Street View
Foto: Google Street View
Børnehaven lukker 4-5 uger efter skrækfund.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dem der har prøvet det er ikke i tvivl om hvordan en vandskade kan give anledning til en masse frustrationer.

Det kan Ellehøj Børnehave i Holstebro Kommune i den grad nikke genkendende til.

De lukker nemlig midlertidigt i den vestlige del af Holstebro som følge af en vandskade og et efterfølgende fund af asbeststøv - formentlig fra et tidligere tagarbejde - i et lukket loftsrum.

Renovering og oprydning ventes at tage fire-fem uger.

Det oplyser Holstebro Kommune i en pressemeddelelse.

Mens arbejdet med at udskifte rør og fjerne asbeststøv fra loftet står på, vil børn og medarbejdere fra de tre børnehavegrupper blive flyttet til andre lokaler og daginstitutioner i nærområdet.

Forældrene til de 61 berørte børn er orienteret:

"Vi ønsker ikke, at børn og medarbejdere skal opholde sig i bygningen, mens der bliver arbejdet på loftet. Når håndværkerne bevæger sig rundt deroppe, kan der måske blive hvirvlet støv op, og derfor tager vi ingen chancer", siger dagtilbuds- og børnesundhedschef Marianne Rasmussen Rahbek.

Hun understreger, at ingen børn eller voksne på noget tidspunkt har været i kontakt med det asbeststøv, der er konstateret på loftet. Loftsrummet har været forsvarligt afskærmet med isolering og to dampspærrer:

"Vi beklager de gener, det måtte medføre for forældrene, men vi kan ikke gå på kompromis med sikkerheden. Så snart vi er sikre på, at alle lokaler er grundigt rengjort og kontrolleret, kan børnene igen vende tilbage til deres vante rammer", siger hun.

Stor opmærksomhed på asbest

Det var et sprængt vandrør på loftet, som førte til vandskaden på den ene af børnehavens stuer.

I forbindelse med den påkrævede reparation og udskiftning af rør blev håndværkerne opmærksomme på noget gammelt byggeaffald i loftsrummet.

En nærmere undersøgelse viste, at der var asbeststøv i byggeaffaldet, som nok stammer fra udskiftningen af taget for år tilbage.

Tidligere var der ikke så stor opmærksomhed omkring farerne ved asbest og asbeststøv, men det er der i dag:

"Vi har i dag langt bedre rutiner og kontrol i forhold til asbest. Når vi går i gang med renovering af ældre bygninger - og særligt loftsrum - er det nu fast praksis at undersøge for asbest. Det gør vi for at sikre os, at alt arbejde bliver udført efter de korrekte sikkerhedsforskrifter", siger Poul Munk-Poulsen, chef i Teknik og Miljø.