Tirsdag slog Christiansborg slot dørene op til en officiel middag, hvor det danske kongepar bød velkommen til den islandske præsident Halla Tómasdóttir og hendes mand Björn Skúlasons, der besøgte Danmark.
I den forbindelse holdte kong Frederik en tale, hvor han bød velkommen til det islandske præsidentpar med varme ord og en klar understregning af vigtigheden af det nordiske fællesskab, særligt i lyset af de aktuelle globale udfordringer.
Det skriver TV 2.
Med krigen i Ukraine som bagtæppe var kongens budskab tydeligt: de nordiske lande må stå sammen i en verden præget af ustabilitet.
Han fremhævede samtidig, hvordan Danmark og Island deler mange af de samme værdier og interesser:
"Vi er rundet af samme værdier og optaget af samme udfordringer. Af samme grund har vi stor glæde af at skæve til hinanden, når vi tager nye skridt, der skal bringe os grønnere sundere og sikrere".
Derudover sendte kongen varme hilsner fra dronning Margrethe, som af helbredsmæssige årsager ikke kunne deltage i middagen:
"Min mor dronning Margrethe sender sine varmeste hilsner, og jeg ved, hun meget gerne havde deltaget i aften. Heldigvis fik i mulighed for at mødes tidligere i dag".
Efter dronning Margrethes indlæggelse er det i den grad blevet sparsomt med detaljer.
Kong Frederik kunne dog afsløre, at hun for nu fortsat ikke var frisk nok til at deltage i gallamiddagen tirsdag aften.
Vi her på redaktionen ønsker dronning Margrethe god bedring og glæder os til at se hende tilbage i fuld vigør.