Mette Frederiksen har for alvor pustet liv i pensionsdebatten.
Man skal nemlig ikke spole tiden ret langt tilbage - nærmere bestemt i august - før hun løftede sløret for Socialdemokratiets ønske om at genforhandle den gældende velfærdsaftale fra 2006.
Ifølge aftalen skal pensionsalderen stige gradvist i takt med levealderen.
Den næste beslutning om pensionsalderen kommer i 2025, hvor den er sat til at stige til 70 år fra 2040. Socialdemokratiet har dog meldt ud, at de ønsker at stoppe yderligere stigninger efter denne dato.
Stigningen i pensionsalderen falder dog ikke i god jord hos fagbevægelsen 3F, der nu retter en skarp kritik mod den planlagte forhøjelse af pensionsalderen, som følge af den eksisterende velfærdsaftale.
Flere lokale formænd, herunder Benny Vinter fra 3F Aalborg, lægger ikke skjul på sin bekymring for deres medlemmers fremtidige arbejdsevne. Faktisk sender han en direkte opfordring til statsministeren:
"Vi opfordrer Mette Frederiksen til ikke at stemme for en forhøjelse af pensionsalderen. Mange af vores medlemmer må i dag gå på seniorpension og Arnepension, fordi de ikke kan mere", lyder det fra Benny Vinter til TV 2.
Bekymringen bliver delt af flere andre afdelinger i 3F, herunder 3F Ungdom med Jakob Dahl i spidsen.
Formanden for ungdomsafdelingen og den faglærte tømrersvend, peger på, at han ifølge de nuværende regler skal arbejde til han fylder 74 år:
"Jeg er allerede blevet opereret som følge af mit arbejde, og hvis min bedstefar skulle pensioneres samtidig med mig, ville han have været død for flere år side", fortæller han til TV 2.
Selvom Socialdemokratiet anerkender problematikken, ønsker flere af 3F’s lokalformænd, at partiet allerede nu stemmer imod at hæve pensionsalderen til 70 år.
Modstanden mod den stigende pensionsalder deles ikke kun i 3F.
En nylig Megafonmåling viser, at 69 procent af danskerne ønsker, at pensionsalderen ikke skal stige yderligere. Dog er der bred enighed om, at pensionsalderen i stedet skal fastholdes ved 70 år, selvom det vil medføre offentlige besparelser eller skattestigninger.