Dommerne i Højesteret har peget på kollegaen Poul Søgaard som rettens nye præsident, der skal afløse Børge Dahl på posten.
Poul Søgaard er 67 år og har arbejdet som dommer i landets øverste domstol siden 1997.
Han blev født i Terndrup, blev student fra Aalborghus Statsgymnasium og studerede jura i Aarhus.
Fra 1976 var han advokat i en årrække og var medindehaver af firmaet Ejlersen og Ringgaard-Christensens Efterfølger.
I 1991 skiftede han spor og blev landsdommer i Vestre Landsret i Viborg.
Ved siden af stillingen som dommer har Poul Søgaard blandt andet arbejdet i Flygtningenævnet og Naturklagenævnet.
Desuden var han formand for Domstolsstyrelsen fra 2001 til 2006.
Højesteret meddeler onsdag, at retten har sendt en indstilling til Justitsministeriet om, at Poul Søgaard udnævnes til præsident fra 1. juni.
Den afgående Børge Dahl har bestridt posten de seneste fire år.
/ritzau/