Forbund: Nattens skyderi er svær at uddanne sig til

Redaktionen

429 uger siden

|

01/09/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er skrækkeligt.

Sådan lyder det fra Claus Hartmann, næstformand i Politiforbundet, efter at to betjente og en civilperson er blevet ramt af skud på Christiania i nat.

- Ligegyldigt hvor dygtig politiet er, hvor godt de arbejder, og hvor god sikkerheden er, kan man ikke helgardere sig mod en person, der uventet trækker et våben på den måde, siger næstformanden.

Foruden betjentene er også en civil person blevet ramt. Den ene betjent blev ramt i hovedet, mens den anden blev ramt i benet. Den ene betjent og den civile person er uden for livsfare.

Betjenten, der blev ramt i hovedet, er ifølge politidirektør ved Københavns Politi Thorkild Fogde "hårdt og kritisk såret", mens den anden er uden for livsfare.

Ifølge næstformanden er det svært at sige, om politiet kunne have handlet anderledes. Han vil ikke udtale sig om sikkerheden i sagen, da han kun er blevet informeret perifert om nattens episode.

- Mit indtryk er, at det er en almindelig politiforretning, der udvikler sig ganske dramatisk. Nogle situationer kan man ikke sikre sig og uddanne sig ud af, siger Claus Hartmann.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at pågribe den person, som sent onsdag aften på Christiania trak et våben og skød to politifolk samt ramte en civil i forbindelse med en anholdelse. Store politistyrker jagter den formodede gerningsmand.

/ritzau/