Fald i adoptioner udfordrer familier

admin

|

15/03/2014

Dagens topnyheder

Kun 176 udenlandske børn blev sidste år adopteret af danske familier, og det er mere end en halvering siden 2010, hvor i alt 419 adoptivbørn kom til Danmark.

Tallene vækker bekymring hos både adoptionsfamilier og eksperter, der peger på, at færre adoptivbørn og -familier kan føre til marginalisering og forringelse i adoptionsekspertise og støttetilbud, skriver Kristeligt Dagblad lørdag.

Minoritetsforsker og lektor emeritus Helen Krag har forsket i magt og indflydelse blandt minoriteter. Hun frygter, at færre adopterede kan føre til forringelser i tilbud og viden om adoption.

- Vi ved, at størrelsen på en minoritetsgruppe har betydning for dens gennemslagskraft og mulighed for at sikre egne interesser, siger hun til avisen og uddyber:

- I det felt kan de adopterede være særligt sårbare, fordi de på grund af deres historie kan stå med nogle særlige udfordringer og problematikker, der kræver adoptionsspecifik viden og ekspertise.

Flere undersøgelser viser ifølge Kristeligt Dagblad, at adopterede børn er i større risiko end ikke-adopterede for at udvikle psykiske lidelser, identitetsproblemer og indlæringsvanskeligheder.

Antallet af adoptioner har været faldende siden 2002. Det kan have konsekvenser for børnene, mener Jens Damkær, formand for interesseorganisationen Adoption og Samfund, som repræsenterer godt 3000 adoptivfamilier i Danmark.

- Tallene er nu så små, at det nødvendigvis må give anledning til refleksion over, hvad det betyder for adoptivfamilier som gruppe. Jo færre vi bliver, jo vanskeligere bliver det for os og ikke mindst vores børn at spejle sig i andre, der deler samme identitetshistorie.

- I dag vil de fleste adoptivbørn møde en jævnaldrende med samme baggrund i skolen, men sådan ser det ikke ud til, at det vil blive i fremtiden, hvis den her udvikling fortsætter, siger han til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/