EU's stats- og regeringschefer satte på et ekstraordinært topmøde i forrige uge gang i en tretrinsplan for sanktioner mod Rusland i relation til krisen i Ukraine.
Her er det, EU-lederne besluttede på deres topmøde 6. marts:
- EU vil meget snart skrive under på den politiske del af den allerede færdigforhandlede associerings- og frihandelsaftale med Ukraine. EU er stadig indstillet på at underskrive hele aftalen og vil ensidigt fremskynde noget af det, der kan gavne Ukraines økonomi.
- EU er klar med en stor økonomisk hjælpepakke, der over de næste syv år skal give Ukraine direkte bistand og lån for over 82 milliarder kroner. En del af pakken er betinget af en aftale mellem Ukraine og Den Internationale Valutafond, IMF.
Vedrørende sanktioner:
- Fase 1: EU indstiller med det samme forhandlingerne med Rusland om at lette adgangen til at få visum samt om en længe planlagt ny samarbejdsaftale med juridisk bindende forpligtelser inden for politisk dialog, justitsområdet, økonomisk samarbejde, forskning, uddannelse, kultur, handel, investeringer og energi.
- Fase 2: Hvis ikke der i løbet af de nærmeste dage kommer gang i forhandlinger mellem regeringerne i Rusland og Ukraine, vil EU beslutte yderligere tiltag som for eksempel indrejseforbud, indefrysning af midler og aflysning af næste EU-Rusland topmøde.
- Fase 3: Alle videre skridt fra russisk side for at destabilisere situationen i Ukraine vil føre til yderligere og vidtrækkende konsekvenser for forholdet mellem Rusland, EU og EU's medlemslande inden for en bred vifte af økonomiske områder. Punktet er med vilje ikke beskrevet nærmere i den seneste topmødeerklæring.
/ritzau