FAKTA: De hårdeste domme for uagtsomt trafikdrab

admin

|

09/04/2014

Dagens topnyheder

Onsdag blev den 23-årige Ramze Abdullah Hassan Jabr idømt fængsel i fire år og seks måneder for blandt andet at have trafikdræbt Cilla Olander Johansson uagtsomt efter at have kørt hende ned på H.C. Andersens Boulevard i København i november 2013.

Det er den højeste straf nogensinde i den type sager herhjemme.

Den 23-årige mand havde en alkoholpromille på 1,01 og hash i blodet, da ulykken fandt sted. Ramze Jabr har anket dommen til Østre Landsret, hvor han vil kræve en mildere straf.

Tidligere domme for uagtsomt manddrab i trafikken svinger fra fængselsdomme til bøder og en betinget frakendelse af kørekortet:

* I januar 2014 blev en 39-årig mand idømt tre års fængsel og frakendelse af kørekortet i 10 år ved Retten i Kolding.

Manden var påvirket af amfetamin, kørte for stærkt og slingrede, da han i juli 2013 ramte en bil på motorvejen ved Brande, hvor en 94-årig kvinde var passager. Hun blev dræbt i ulykken. Dommen er anket til Vestre Landsret.

* I oktober 2013 idømtes en 39-årig mand 10.000 kroner i bøde og en betinget frakendelse af kørekortet i tre år ved Retten i Hjørring.

Han var skyld i, at tre børn i juni 2013 mistede livet, da han ved Sindal kørte ind i den bil, hvor børnene var passager. Manden kørte for stærkt og brugte mobiltelefon, men var ikke påvirket af stoffer eller spiritus. Hans kørsel blev ikke vurderet til at være særlig hensynsløs.

* I september 2012 idømte Retten på Frederiksberg en 26-årig mand 15 måneders fængsel samt fem års frakendelse af kørekortet. Manden dræbte i november 2011 en 10-årig pige og kvæstede pigens mor, da han overhalede indenom i et fodgængerfelt ved Forum i København.

* I juni 2009 skærpede Vestre Landsret dommen over en 42-årig dødsbilist, der i byretten fik to et halvt års fængsel. Landsrettens dom lød på tre års fængsel.

Bilisten blev dømt for i en brandert at have slået fire personer ihjel, da han kørte imod færdselsretningen på motorvejen mellem Vejle og Fredericia.

* I januar 2006 idømte Højesteret en 22-årig mand to års fængsel for uagtsomt manddrab, hvilket var et år mindre end i Østre Landsrets dom.

Manden dræbte to mennesker, da han kørte ræs på Frederikssundsvej i Brønshøj i København og ramte tre personer, da han kørte venstre om et helleanlæg. En overlevende kvinde mistede sit fem måneder gamle foster i ulykken.

/ritzau/