EU vil bekæmpe interne forbrydelser mod demokratiet

admin

|

18/03/2014

Dagens topnyheder

Det skal ikke gå ubemærket hen, at EU-lande forbryder sig mod EU's grundlæggende demokratiske værdier.

Derfor har EU-Kommissionen nu formaliseret den procedure, som den under stort besvær brugte sidste år mod Ungarn.

Hidtil har EU kun kunnet gøre brug af den såkaldte atombombe, EU-traktatens artikel syv, som kan fratage et EU-land sin stemmeret, hvis det ikke lever op til demokratikriterierne. Den har dog aldrig været brugt.

Kommissionens nye værktøj består af tre faser, som skridt for skridt via dialog og anbefalinger leder hen imod "atombomben".

- Det her er et meget klogt forslag. For det ultimative træk er at sige: I må ikke være med til at bestemme, hvad der skal ske i EU - over jeres egen politik og jeres egen økonomi. Men det er så drastisk et skridt at tage.

- Så det er egentlig fornuftigt at få de her faser, hvor landene kan mærke ånden i nakken, så de ved, at det her (atombomben, red.) kommer til at ske, hvis de ikke retter ind, siger Lidegaard.

Han har tirsdag været til møde med EU's europaministre, hvor kommissionens nye mekanisme er blevet drøftet.

Det var oprindeligt den daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF), som sammen med sine kolleger fra Tyskland, Finland og Holland i et brev i marts sidste år foreslog, at der skulle være et alternativ til atombomben.

- Dengang sagde vi, at det kan ikke passe, at der kun er et enkelt værktøj i redskabskassen, hvis nogen af vores egne medlemmer begynder at agere tvivlsomt i henhold til demokrati og menneskerettigheder, siger Lidegaard.

Forslaget kom efter, at flere medlemslande havde luftet muligheden for at bruge traktatens artikel syv mod Ungarn, hvor der i længere tid havde været flere udfordringer mod demokratiet og retsstaten.

Lidegaard mener ikke, at det er nødvendigt at prøve at ramme EU-lande økonomisk til at starte med.

- Fællesskabet kan nu tage forskellige skridt hen imod den nukleare løsning (atombomben, red.), og det tror jeg er nok så effektivt, siger han.

Kommissionen kan uden videre tage den nye mekanisme i brug. Lidegaard håber dog også, at medlemslandene får flere muligheder for at komme med indspark.

/ritzau/