En domstol i Kairo har tirsdag idømt en politibetjent 10 års fængsel i en sag om manddrab på 37 medlemmer og støtter af Det Muslimske Broderskab sidste år.
Det er den hidtil hårdeste dom mod politifolk, siden myndighederne i fjor besluttede at slå hårdt ned på støtter af den afsatte præsident Mohamed Mursi.
Tre andre egyptiske betjente blev også dømt for manddrab, men de blev alle idømt en markant mildere straf på et års betinget fængsel.
Den egyptiske indenrigsminister sagde efter episoden 18. august 2013, at islamisterne døde under et flugtforsøg fra et fængsel.
En juridisk kilde siger, at mændene døde af kvælning, da der blev skudt tåregas ind i den politivarevogn, hvor de lå.
Mohamed Mursi blev af militæret fjernet fra præsidentposten 3. juli, og det udløste en bølge af uro i det nordafrikanske land.
Siden er Det Muslimske Broderskab erklæret for en ulovlig terrororganisation i Egypten.
/ritzau/AFP