Der er som bekendt flere årsager til, at Donald Trump og USA ønsker at overtage Grønland.
I en nylig udtalelse om bord på Air Force One understregede Trump, at en potentiel overtagelse af Grønland handler om at "levere frihed", noget han mener, Danmark ikke er i stand til. Han tilføjede, at Grønlands befolkning "gerne vil være hos os".
Derudover rummer Grønland betydelige mineralforekomster, såsom uran og sjældne jordarter, der er essentielle for moderne teknologi, mens også Grønlands placering er afgørende for missilovervågning - især mellem Rusland og USA.
Og midt i det nuværende storpolitiske trekantsdrama mellem USA, Danmark og Grønland kommer han nu atter med klar besked: 'Vi får Grønland, 100 procent,' siger han til mediet NBC.
Her kom han natten til søndag dansk tid med endnu en vild udmelding om Grønland. Nemlig at USA overtager den store ø, og Trump vil ikke udelukke at bruge militær magt i processen.
Det får nu Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, til tasterne i et skriftligt svar til B.T.
"Jeg bryder mig ikke om den tone, der her bliver talt til en allieret i. Vi vil gerne samarbejde med USA i Arktis, men det skal naturligvis foregå i respekt for territorial integritet, Grønland og rigsfællesskabet," skriver han i et svar til B.T.
"Som statsministeren også har påpeget, er det vigtigt, at vi er nøgterne og ikke gør os nogle illusioner om, at den amerikanske interesse for Grønland går væk. Derfor kan vi meget vel være der, hvor det vi oplever lige nu, kommer til at stå på i en længere periode," svarer Christian Rabjerg Madsen.
Han understreger, at han »absolut« har haft reelle samtaler om at annektere Grønland uden at uddybe, hvem disse samtaler er blevet ført med.
Præsidenten bliver spurgt, hvilket budskab en overtagelse af Grønland vil sende til Rusland og resten af verden, men det har han "ikke tænkt over".
Indtil nu har samtlige af Donald Trumps udtalelser mødt modstand fra både danske og grønlandske myndigheder, der fastholder, at Grønland ikke er til salg, og at øens fremtidige status er op til dens egen befolkning at beslutte.