Udtrykket “gives me the ick” blev første gang brugt i tv-serien Ally McBeal i 1999, men har de senere år fået nyt liv på TikTok, hvor det ofte bruges til at beskrive røde flag i datingverdenen.
Nu har udtrykket dog fået en ny vinkel. Nemlig fra dyrlægernes perspektiv.
Dyrlæge Frank Bozelka har nemlig delt sine største icks. Dog ikke om patienterne selv, men om deres ejere.
1. At stole mere på en opdrætter end en dyrlæge
Det allerførste, som ifølge Bozelka kan føre til store frustrationer, er når kæledyrsejere lytter til en opdrætter frem for en dyrlæge.
"Opdrættere er IKKE medicinske eksperter," udtaler han, hvorefter han tilføjer, at mens nogle opdrættere er erfarne og kyndige, så hører andre under den kategori af opdrættere, "der bogstaveligt talt bare prøver at unddrage sig ethvert ansvar."
2. At ignorere dyrlægens råd
Næste punkt på listen: Når ejere spørger deres dyrlæge, hvad de ville gøre i en given situation – og derefter gør det stik modsatte.
"Hvorfor spørger I mig så overhovedet?!," kommer det retorisk fra Bozelka i sin video.
Hvis man alligevel ikke har tænkt sig at følge rådet, hvorfor så spilde både sin egen og dyrlægens tid?
3. At anskaffe en hund, der kræver meget motion, uden at kunne give den det
Mange vælger en hunderace baseret på udseende, uden at tage højde for racens behov.
Bozelka nævner eksemplet med huskyer, som er smukke og intelligente, men også kræver enorme mængder motion.
Man kan ikke forvente, at en slædehund trives i en lille lejlighed uden mulighed for at løbe og bruge sin energi.
Frustrationen fører ofte til, at hunden udvikler adfærdsproblemer – til stor irritation for ejeren, som burde have sat sig bedre ind i racens behov.
4. At vælge et kæledyr udelukkende baseret på udseende
Ligesom med huskyer understreger Bozelka vigtigheden af at undersøge enhver races specifikke behov, før man anskaffer sig et kæledyr.
"Jeg kan ikke understrege det nok: KØB IKKE BARE EN RACE, FORDI DEN ER SØD! GØR! DIT! HJEMMEARBEJDE!"
Kæledyr er en langvarig forpligtelse, og hvis man ikke er villig til at imødekomme deres behov, bør man måske overveje en anden race – eller et andet kæledyr.
5. At klage over ventetiden på dyrehospitalet
Det kan være frustrerende at skulle vente, men ifølge Bozelka er det sjældent personalets skyld.
"Vi ved, at det er frustrerende. Men sandheden er, at ventetiden oftest skyldes alvorlige sager, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed."
Dyrehospitaler prioriterer livstruende tilstande først, hvilket betyder, at mindre akutte problemer vil komme bagerst i køen.