Julen er veloverstået, og nu står nytårsaften for døren.
I modsætning til juleaften er der her større forskel på, hvad folk spiser.
Hvorimod de fleste spiser enten and eller flæskesteg med kartofler og brun sovs til jul, så svinger nytårstraditionerne nemlig mellem alt fra kogt torsk eller hamburgerryg til sushi eller kogt hummer.
Hvis det står til Dyrenes Beskyttelse skal du dog ikke sætte sidsnævnte på bordet; i hvert fald ikke, hvis du har brugt hummere, som var levende, da du købte dem.
Selvom det for mange er tradition at købe levende hummere, som herefter dræbes og koges eller måske endda koges levende, fordi man ofte siger, at hummere ikke kan føle smerte, så er det nemlig ifølge dyreværnsorganisationen løgn.
Organisationen slår nemlig fast, at hummere KAN føle både stress og smerte, og at det derfor er decideret dyreplageri at købe levende hummere.
Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor til, at man blot køber fersk eller frossen hummer, hvis dyret skal på nytårsbordet.
Cecilia Christensen Karstrup, der er dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse, har således udtalt:
"Hummere er, sammen med muslinger og rejer, et af de eneste dyr, som præsenteres levende i supermarkeder og ved fiskehandleren. Vi synes i Dyrenes Beskyttelse, at det er på tide at gøre op med den barbariske tradition at have levende hummere liggende på is eller i akvarier på restauranter og i butikker. Det påfører dyrene helt unødig lidelse over en lang periode."
Ifølge hende påvirker det ikke fødevarekvaliteten, at hummer er fersk eller frossen, og hun opfordrer derfor til, at man ikke køber dem levende.
"Det er dyrevelfærdsmæssigt uforsvarligt at opbevare og sælge levende hummere, som man gør nu. Hummere kan føle smerte, muligvis ikke på samme måde som andre dyr, men vi mennesker skal tage hensyn til dem på deres præmisser," lyder det desuden fra Christen Karstrup, som henviser til flere videnskabelige undersøgelser, der viser, at hummere altså kan føle både stress og smerte.
"Det er videnskabeligt anerkendt, at 10-benede krebsdyr kan mærke smerte. I november 2021 har engelske forskere, på baggrund af resultater fra 300 artikler om blæksprutter og hummere, konkluderet, at hummere kan mærke smerte," står der således på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.
Tidligere har dyreværnsorganisationen desuden gjort opmærksomt på, at det i Danmark er strafbart at koge hummere levende, og at det faktisk kan resultere i fængselsstraf.
Læs mere om det ved at trykke på artiklen herunder: