Retten på Frederiksberg forlænger onsdag varetægtsfængslingen af Sam Mansour, der er sigtet for at tilskynde til terror. Den sigtede skal foreløbig være bag tremmer fire uger endnu.
Der er begrundet mistanke mod Sam Mansour, fastslår dommeren, som giver to begrundelser for fængslingen - nemlig at han vil kunne skade politiets efterforskning, og at han vil fortsætte lovovertrædelserne, hvis han løslades.
Den 54-årige dansk-marokkaner blev anholdt for en måned siden og sigtet for at opfordre til terror.
Han beskyldes blandt andet for at have formidlet tre bøger skrevet af en islamist, der menes at være tilknyttet al-Qaeda.
I marts 2013 blev Sam Mansour ligeledes anholdt og sigtet for at opfordre til terror, men dengang besluttede politiet ikke at kræve ham varetægtsfængslet.
Siden er sagen imidlertid udvidet i mere alvorlig retning, mener Københavns Politi.
Blandt andet er sigtelsen nu udvidet til at omfatte trusler mod navngivne danskere, idet Mansour angiveligt skal have videreformidlet en omstridt video, hvor man ser personer skyde efter fotografier af blandt andre Naser Khader.
Mansour er tidligere blevet straffet med fængsel i tre år og seks måneder for at opfordre til terror og hellig krig.
Men han har altså ifølge politiets opfattelse fortsat sin kriminalitet.
Sam Mansour har tidligere nægtet sig skyldig.
Københavns Politis efterforskning bygger blandt andet på materiale, som britisk politi i London har fremsendt.
/ritzau/