En svag koldfront bevæger sig tidligt onsdag morgen tværs over landet fra vest mod øst.
I forbindelse med fronten kan der lokalt forekomme lidt regn og dis.
Efter frontens passage strømmer tør luft ind fra vest, og i løbet af dagen klarer det op med nogen sol de fleste steder.
Sådan skriver DMI.
Vinden bliver let til frisk fra vest, og ved kysterne kan der stedvis forekomme hård vind.
I de sydlige og østlige egne starter dagen skyet og diset med mulighed for lidt regn. Vestfra breder der sig dog efterhånden opklaring med perioder med sol. I Jylland kan enkelte lette byger opstå. Temperaturen når op mellem 5 og 8 grader.
I nat bliver vejret tørt og til dels klart. Temperaturen falder til mellem frysepunktet og 4 grader. Vinden aftager og bliver svag til jævn fra nordvest, mens der ved kysterne stadig kan forekomme frisk vind.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
Torsdag solrigt vejr
Torsdagen ser ud at blive en fin dag med tørt og solrigt vejr, hvilket skyldes et kraftigt højtryk, der vil bevæge sig op over Skandinavien fra sydvest.
Det gælder om at nyde sol og klar luft om torsdagen, for både fredag og lørdag ventes kold luft at blæse ind over landet fra øst med skyer og vinterlige byger mange steder.
Nedbørsformen og nedbørsmængderne fredag og lørdag er noget usikre, men der kommer antageligt kun små mængder. Det vil nok føles koldt med dagtemperaturer mellem 0 og 4 graders varme og jævn til hård østlig vind.
Nat til søndag ventes opklaring, og søndagen kan byde på nogen sol og noget aftagende nordøstlig vind.
Måske et nyt højtryk i næste uge
Vejrudviklingen i næste uge er naturligvis noget mere usikker, men flere prognoser peger på at et højtryk vil dominere over Skandinavien.
Det vil i så fald give os mest tørt vejr og gode chancer til sol, men hvis højtrykket lægger sig et stykke nord eller nordøst for Danmark kan det i perioder blive blæsende fra øst eller sydøst