Normalt ville de officielle flag være hejst på landets mange flagstænger, når to af kongehusets medlemmer fylder år i starten af februar.
Men i år bliver traditionen brudt af en dyster anledning.
Efter det tragiske masseskyderi i Örebro i Sverige, som tirsdag eftermiddag kostede mindst 10 mennesker livet, har Justitsministeriet i samarbejde med Kongehuset besluttet at aflyse flagdagene onsdag og torsdag.
I pressemeddelelsen, der blev sendt ud sent tirsdag aften, udtaler ministeriet:
"I lyset af den tragiske begivenhed i Örebro i Sverige i dag er det af respekt for ofrene i samråd med Kongehuset besluttet, at der ikke flages i anledning af Hendes Majestæt Dronning Marys fødselsdag i morgen onsdag den 5. februar 2025. Det vil også være tilfældet torsdag den 6. februar, hvor HKH Prinsesse Marie har fødselsdag."
Masseskyderiet i Sverige, der fandt sted på Campus Risbergska i Örebro, har rystet både den svenske befolkning og resten af verden. Politiet har bekræftet, at gerningsmanden er blandt de døde.
Medier over hele kloden følger sagen tæt.
Som reaktion på tragedien afholdes mindehøjtideligheder flere steder i Sverige i de kommende dage.