Christianitter samles: Skud er brud på fristadens grundlov

Redaktionen

429 uger siden

|

01/09/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Beboerne på Christiania er indkaldt til et ekstraordinært fællesmøde torsdag aften klokken 20 efter en skudepisode på hashgaden Pusher Street.

- Vi indkalder til møde, fordi vi har en grundlov herude, som siger, at vold, våben og hårde stoffer er forbudt. Det er udsmidningsgrund og noget, der vedrører hele fællesskabet, siger Kirsten Larsen, som er medlem af Christianias pressegruppe.

Sent onsdag aften trak en ung mand pludselig et våben under en rutineanholdelse i hashmiljøet og skød to betjente og en civil udenlandsk mand.

Den ene betjent blev ramt i hovedet og svæver torsdag formiddag fortsat mellem liv og død, mens den anden betjent og den civile blev ramt i benet.

Spørgsmål: Forventer I, at de mennesker, som skaber problemerne på Christiania, også vil møde op?

- Det ved jeg ikke. Man kan altid håbe, at der vil komme nogle, der har været tæt på i hvert fald.

Spørgsmål: Hvad er jeres erfaringer fra tidligere?

- Det er forskelligt. Hvis det er alvorlige ting, vil de anklagede ofte være forsvundet. Ved de knap så alvorlige sager, kan de anklagede komme og forsvare sig over for fællesskabet, siger Kirsten Larsen.

Justitsminister Søren Pind (V) og Socialdemokraterne har appelleret til, at christianitterne selv kommer på banen for at komme kriminaliteten på Christiania til livs.

Kirsten Larsen vil ikke på forhånd gisne om, hvad der kommer ud af mødet.

/ritzau/