I en lidt anspændt tid med tanke på forholdet mellem Danmark og Grønland, har en rejsende fra Grønland måske forsøgt at købe Danmark, ellers så har han taget stor fejl af kravende for rejsende.
Toldstyrelsen har intensiveret indsatsen mod smugling af narkotika og ulovlige kontanter mellem Danmark og Grønland, og det har allerede givet resultater.
Senest førte en kontrol i Københavns Lufthavn til beslaglæggelsen af en betydelig sum penge, da en rejsende fra Grønland blev stoppet af toldere. I personens kuffert lå der hele 443.850 kroner i kontanter.
"Det er ikke uvant for os at tilbageholde kontanter af denne størrelsesorden. Desværre ser vi en del forsøg på at smugle penge, og denne sag bekræfter os i, at det fortsat er et område, vi skal kaste vores opmærksomhed på," siger Mette Helmundt, funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn.
Ifølge hende er toldernes erfaring og skærpede opmærksomhed afgørende for at stoppe ulovlige transaktioner.
Det skriver Ekstra Bladet
Ikke første gang
Fundet i Københavns Lufthavn kommer efter flere lignende sager.
I oktober 2024 konfiskerede toldere 1,7 millioner kroner fordelt på to rejsende, der ankom fra Grønland. Ifølge kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard, kan store pengebeløb være en indikation på organiseret kriminalitet.
"De store beløb kan være et tegn på, at kriminelle netværk forsøger at transportere og hvidvaske kontanter uden om myndighedernes søgelys, og derfor holder vi vågent øje med rejsende til og fra Danmark," siger han.
Reglerne for kontanttransport er klare: Medbringer man 10.000 euro eller mere i kontanter eller andre likvide midler, skal det angives til Toldstyrelsen.
Skærpet kontrol på ruten mellem Danmark og Grønland tyder på, at myndighederne har øget opmærksomheden på, hvordan store pengebeløb bevæger sig over landegrænserne.