Donald Trump har aldrig været bleg for at foreslå alternative løsninger, og hans seneste idéer om at gøre Canada til en amerikansk stat og købe Grønland har ikke gået ubemærket hen.
Nu svarer Danmark igen – med en god portion humor. For hvis der er én ting den nuværende præsident har erfaring med, så er det at slå en handel af.
En satirisk underskriftsindsamling, som har fået mere end 200.000 danskere til tasterne, foreslår, at Danmark køber Californien.
Det skriver adskillige udenlandske medier, heriblandt amerikanske The Guardian.
"Har du nogensinde kigget på et kort og tænkt: 'Ved du, hvad Danmark har brug for? Mere solskin, palmer og rulleskøjter.' Nå, vi har en enestående mulighed for at gøre den drøm til virkelighed," lyder det i kampagnen.
Under sloganet "Måke Califørnia Great Ægain" har initiativet samlet prominent støtte fra blandt andre Metallica-trommeslager Lars Ulrich og skuespilleren Viggo Mortensen.
Idéen? At bringe "hygge til Hollywood" og økologisk smørrebrød til Los Angeles’ gader.
"Vi bringer hygge til Hollywood, cykelstier til Beverly Hills og økologisk smørrebrød til hvert gadehjørne. Retsstatsprincippet, universel sundhedspleje og faktabaseret politik kan være gældende," fremgår det af andragendet.
Grønlandske gletsjere for vestkystens varme
Trump har tidligere luftet idéen om at købe Grønland med argumentet om, at USA har brug for at sikre sin økonomiske fremtid. Det forslag blev dog mødt med et køligt nej fra både Danmarks statsminister Mette Frederiksen og Grønlands premierminister Múte Egede, der begge understregede, at Grønland hverken var til salg eller ønskede at blive en del af USA.
Kampen mellem satire og virkelighed fortsætter, for mens Danmarks "bud" på Californien er en humoristisk stikpille, har USA’s ambitioner om Grønland fået mere alvorlige politiske følger.
Buddy Carter, en republikansk repræsentant fra Georgia, har endda foreslået en lov om at købe Grønland og døbe det "Rød, Hvid og Blåland."
Indtil videre er det dog mest sandsynligt, at både Californien og Grønland bliver præcis, hvor de er. Men hvis Danmark en dag får brug for et varmt tilflugtssted med palmer og Hollywood-glamour, har de i hvert fald en plan klar.
Og prisen på den solrige stat mod vest ligger "kun" på beskedne 1 billion dollars. Måske finansministeriets næste store satsning?