Bubber reagerer på alvorlig tiltale: Uskyldig, indtil en dommer har banket i bordet

Nicolai H

13 timer siden

|

15/04/2025
Kendte
Foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix
Foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix
Den folkekære entertainer nægter at have noget med sagen at gøre.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Turnéplanen er fyldt, forestillingerne ruller derudad, og publikum griner med i teltdugen, som de har gjort det i generationer.

Men bag kulisserne i Danmarks største cirkus venter en alvorlig sag ved domstolene.

Ifølge anklagemyndigheden har ni personer fra Georgien arbejdet ulovligt i Cirkus Arena i over fem måneder. Selskabet bag cirkusset, International Entertainment ApS, samt direktør Benny Berdino-Olsen, er nu tiltalt for at have overtrådt udlændingeloven under "særligt skærpende omstændigheder."

Baggrunden for tiltalen er ifølge anklagen, at de påståede overtrædelser skulle være begået med overlæg, som led i forretningsdrift og med det formål at opnå økonomisk gevinst. Københavns Politi kræver en bøde på 2,7 millioner kroner.

Midt i sagens alvor fortsætter cirkusteltet med at rejse sig i by efter by. Bubber, som igen i år er vært for forestillingerne, forholder sig roligt til sagens udvikling:

“Det er en verserende sag, og jeg aner ikke 'en klap'. Jeg ved bare, at Cirkus Arena er et pisse godt sted. Jeg laver forestillinger, og det er det, jeg gør. Indtil der er en dommer, der har banket i bordet, er alle jo uskyldige. De har 70 år på bagen, og der har sgu aldrig været noget. Jeg ved ikke, hvad der er af regler og EU og ikke-EU, arbejdstilladelse og papirer. Jeg passer bare mit arbejde,” siger han til Ekstra Bladet.

Sagen har ingen indflydelse på den aktuelle turné, som strækker sig over hele landet med 150 planlagte forestillinger i 105 forskellige byer. Sammen med sangerinden Malene Qvist står Bubber i front for showet – og han lægger ikke skjul på, at han har tænkt sig at blive på sin post.

“Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Det har intet med mig at gøre. Der er altid bump på vejen, og så må de mennesker, der har noget med det at gøre finde ud af det,” udtaler han.

Retssagen mod Cirkus Arena forventes at blive behandlet ved Københavns Byret i april 2026. Indtil da fortsætter forestillingen – både på landevejen og i retssystemet.

Ads by MGDK