Den flugtfange, som torsdag aften kørte galt i Odense efter en længere politijagt, sendes direkte tilbage til Ringe Statsfængsel.
Den 22-årige mand stak onsdag af under en ledsaget udgang fra fængslet, og i aftes blev han opdaget i en stjålet bil. Det udviklede sig til en vild biljagt gennem Odense centrum, som sluttede brat, da flugtfangen hamrede ind i en personbil i krydset ved Åløkke Allé og Rugårdsvej
Anklagemyndigheden ved Fyns Politi overvejede, om den 22-årig skulle fremstilles i grundlovsforhør, men han bliver i stedet sendt direkte tilbage til Ringe Statsfængsel.
- Det vurderes tvivlsomt, om den forskyldte straf vil blive udmålt i et niveau, der erfaringsmæssigt vil kunne danne grundlag for varetægtsfængsling under hensyn til retshåndhævelsen, lyder det i en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden.
Statsfængslet oplyser, at den 22-årige er anbragt i en lukket afdeling og at han fremover er afskåret fra at få udgang.
Ingen personer kom alvorligt til skade ved sammenstødet på Rugårdsvej.