Arla Foods har leveret en solid præstation i første halvdel af 2024, hvor den positive udvikling fra slutningen af 2023 er fortsat.
Præstationen har gjort det muligt for Arla at øge mælkeprisen med 5 eurocent/kg mælk sammenlignet med anden halvdel af 2023, og som forventet er det også muligt at udbetale en halvårlig tillægsbetaling til andelshaverne på 1 eurocent/kg mælk baseret på halvårsudbetalingerne.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse, som Dagens.dk har fået tilsendt.
"Vi er tilfredse med, at det momentum der er skabt af vores andelshavere og medarbejdere i 2023 er fortsat ind i 2024, og i dag kan Arla præsentere et solidt halvårsresultat med en konkurrencedygtig mælkepris, der baner vejen for forbedrede bæredygtighedsindsatser i fremtiden", siger Peder Tuborgh, administrerende direktør, Arla Foods.
Den stigende mælkepris og de halvårlige tillægsbetalinger drives primært af stigende råvarepriser, Arlas transformation- og effektivitetsprogram Fund Our Future og en tilbagevenden vækst i strategiske mærkevarer.
Arlas strategiske mærker havde en volumendrevet omsætningsvækst på 4,1% i første halvdel af 2024 sammenlignet med en nedgang på 6,0% i første halvdel af 2023. Væksten er drevet af mærkerne Lurpak, Puck og Arla, som hver især øgede volumen med henholdsvis 7,9%, 4,4% og 3,8% i første halvdel af 2024.
En volatil markedssituation med faldende råvare- og kommercielle priser i løbet af 2023, hvor mejerimarkedet normaliserede sig efter historisk høje prisniveauer i 2022, resulterer dog i en lidt lavere Arla-indtjening og en lavere omsætning sammenlignet med halvårsrapporten for 2023.
Performanceprisen for de første seks måneder af 2024 var 47,5 eurocent/kg, og den samlede omsætning for Arla Group endte på 6,6 milliarder euro. I første halvdel af 2024 opnåede Arla et nettoresultat på 167 millioner euro:
"Vi er meget tilfredse med at levere en konkurrencedygtig mælkepris. Samtidig er væksten for vores strategiske mærkevarer vendt tilbage, takket være styrken i vores brands og vellykkede indsats for at genvinde vækst. Vi er derfor på en positiv kurs", siger Torben Dahl Nyholm, CFO, Arla Foods.
Stigning i bæredygtighedsinitiativer på landbrugene
I første halvdel af 2024 har Arla konsolideret sine forskellige bæredygtighedsaktiviteter og -værktøjer under navnet FarmAhead™ Technology. Det er Arlas ambition at reducere udledningen på gårdene med 30% i 2030.
På baggrund af de datadrevne og forskningsbaserede aktiviteter og værktøjer, har Arla formået at reducere næsten 1 million tons CO2e på to år.
En integreret del af FarmAhead Technology er FarmAhead Tillægsmodel, Arlas banebrydende pointbaserede system, der belønner klima- og miljømæssige bæredygtighedsaktiviteter og konkrete tiltag, der reducerer udledningen af CO2e eller er med til at beskytte natur og biodiversitet.
Hver point, som landmanden opnår, udløser 0,03 eurocent per kilo mælk, de leverer til Arla. Aktiviteter med størst forbedringspotentiale udløser flest point, og der er i øjeblikket mulighed for at få optil 80 point.
Siden aktiveringen i juli 2023 har Arlas landmænd fortsat øget pointgennemsnittet fra 49 til 53 i andet kvartal af 2024:
"Med den konkurrencedygtige mælkepris og den stærke tillægsbetaling er vores landmænd i stand til fortsat at investere i bæredygtighedsindsatser. Jeg er stolt af, at vores andelshavere har implementeret flere emissionsreducerende tiltag og forbedret deres præstation", siger Peder Tuborgh, administrerende direktør, Arla Foods.
Ved at knytte Arlas andelshaveres tiltag sammen med kundernes krav om mejeriprodukter med lavere CO2-aftryk, har Arla fortsat udviklingen af den kommercielle del af FarmAhead.
Gennem FarmAhead Kundepartnerskab kan kunder investere i bæredygtighedstiltag på Arla-gårde ved at betale en højere pris for mejeriprodukter med dokumenterbare CO2e-reduktioner.
Som en del af dette partnerskab får kunder adgang til årlige data om CO2e-udledning, som kan bruges i deres eget arbejde og rapportering.
Sidste år blev flere britiske kunder en del af FarmAhead Kundepartnerskab, og i juni 2024 tilsluttede alle Arlas danske detail- og foodservicekunder sig.
Forventninger til 2024
Når vi ser frem imod anden halvdel af 2024, forventer Arla, at de volatile markedsforhold drevet af geopolitiske spændinger og usikkerhed,vil fortsætte. Dog bør den positive tendens i forbrugernes købekraft for første halvdel af 2024 forsætte ind i anden halvdel, især i Europa, da inflationspresset forsætter med at aftage og lønningerne stiger.
Dette forventes at resultere i en fortsat stigning i efterspørgslen efter mejeriprodukter, selvom det er usikkert, hvordan forbrugerne vil reagere på de forventede højere detailpris niveauer som følge af stigninger i råvarepriserne.
Usikkerheden understreges også af et mindre volumen af tilgængelig mælk på globalt plan.
Arla har justeret sine forventninger til årets omsætning fra 13,2-13,7 milliarder euro til 13,4-13,9 milliarder euro og forventer stadig at levere en fortjeneste inden for intervallet 2,8-3,2%. Arla har også justeret sine forventninger til omsætningsvækst baseret på strategiske mærkevarer,drevet af volumen fra 1,0-3,0% til 3,0-4,0%.
Gennem Arlas klimastrategi, herunder FarmAhead Tillægmodellen, forventer Arla at bevare det nuværende momentum i bestræbelserne på at reducere virksomhedens klimapåvirkning.
Arla forventer fuldt ud at nå målene om reduktion af emissioner i 2030 - en reduktion på 63% inden for scope1 og 2 og en reduktion på 30% inden for scope 3 pr. kg mælk og valle.
"Vi er stolte af, at Arla Foods klarer sig godt på et volatilt globalt marked. Kunder over hele verden efterspørger vores produkter, vi er klar til at levere, og vi vil fortsætte med at investere i virksomhedens fremtid", siger Peder Tuborgh.