Når blinklyset tændes, og kunden sætter sig ind på bagsædet, burde fokus være på sikkerhed. Men alt for ofte trædes speederen lidt for hårdt i bund – især når det gælder professionelle chauffører.
En ny undersøgelse fra det svenske forsikringsselskab Folksam har målt hastigheden på over 14.500 erhvervskøretøjer i syv forskellige områder, og resultaterne peger på et mønster, der vækker bekymring: Hver anden professionelle trafikant overholder ikke fartgrænserne.
Det skriver Boosted.
Særligt taxaer skiller sig ud som de hurtigste. Hele 52 procent blev målt til at køre hurtigere end loven tillader. Dermed placerer taxachaufførerne sig i front – eller rettere: i overhalingsbanen – når det gælder fartovertrædelser.
Også sikkerhedsfirmaer og transportvirksomheder har en høj andel chauffører, der ignorerer hastighedsgrænserne. Til gengæld ser det en smule bedre ud i busselskaberne, hvor 32 procent blev målt til at køre for stærkt – stadig en høj andel, men lavest blandt de målte brancher.
Den gennemsnitlige overskridelse lå på 5,8 km/t, og selv om det måske ikke lyder dramatisk, kan det gøre stor forskel ved en ulykke – især i byzoner, hvor risikoen for sammenstød med bløde trafikanter er høj.
På strækninger med lav hastighedsgrænse, som 30 og 40 km/t, var overtrædelserne mest udbredte. Her kørte mere end halvdelen af de professionelle trafikanter for stærkt – og det gjaldt også områder omkring skoler, hvor 47 procent overskred grænsen.
Ifølge Folksams forskningschef Anders Kullgren er konsekvenserne til at tage og føle på.
“Hvis alle holdt sig til hastighedsgrænserne, ville der kunne reddes mere end 70 liv i Sverige hvert år,” fastslår han.
Undersøgelsen føjer sig til den voksende opmærksomhed på trafiksikkerhed – og understreger, at det ikke kun er privatbilister, der skal kigge på speedometeret med lidt større alvor. For dem, der har vejen som arbejdsplads, er konsekvenserne af dårlig køreadfærd ikke bare personlige – de er samfundsmæssige.
Folksam opfordrer nu til skærpet fokus og bedre kontrol med professionelle trafikanters hastighed. Målet er klart: færre overtrædelser, færre ulykker – og langt større tryghed, særligt for dem, der bevæger sig rundt på to ben.
Bøden for at køre over fartgrænsen i Sverige starter på 1.200 kroner, og kan nå helt op på 3.100 svenske kroner.