31. december er sidste chance: Skatteekspert deler guldkorn

Emil Martesen

52 uger siden

|

22/12/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den 31. december er sidste chance.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Renten på restskat for 2023 er lige blevet oplyst af skattevæsenet, og den er steget markant i forhold til 2022.

Det kan derfor betale sig at overveje, om der skal foretages nogle tiltag, inden året går på held for at reducere skatten – både hvis man får en restskat eller skal have penge tilbage.

Det kan give god mening at gennemgå sine skatteforhold, inden året løber ud på grund af en markant højere dag-til-dag-rente på restskatten, som i år udgør 5,5 % mod 1,7 % sidste år.

PwC har samlet 5 tips i en pressemeddelelse til at få styr på skatten, inden 2023 slutter, og der tilkommer renter på restskatten.

Indskud på pensionsordninger

Mange har forskellige pensionsordninger gennem deres arbejde og lignende eller har privattegnede ordninger, hvorfor der ikke nødvendigvis er behov for yderligere indskud på pensionsordninger.

Det skal dog nævnes, at hvis det maksimale fradrag på en rateordning i 2023 på 60.900 kr. ikke allerede er udnyttet, kan det være en god idé at få det udnyttet, da fradraget ellers går tabt.

Derudover gives der et ekstra fradrag ved indskud på for eksempel rateordninger og livsvarige livrenter op til i alt 77.900 kr. i 2023. Dette ligningsmæssige fradrag udgør automatisk 12 % af de indbetalte beløb eller maksimalt 9.348 kr., hvis der indskydes det fulde beløb.

Fra og med det 15. år før det år, hvor folkepensionsalderen opnås, udgør fradraget 32 % eller maksimalt 24.928 kr. Det gør det endnu mere attraktivt at foretage et pensionsindskud på minimum 77.900 kr. 

Hvis man betaler topskat, og indbetaler minimum 77.900 kr., og har mere end 15 år til at folkepensionsalderen opnås, svarer det til en skattebesparelse på ca. 55%. Hvis der er mindre end 15 år til opnåelse af folkepensionsalderen, svarer det til en skattebesparelse på ca. 60%

Om det er optimalt at indbetale yderligere på sin pensionsopsparinger, kræver selvfølgelig altid en konkret vurdering, dels af fradragsværdien her og nu sammenholdt med den forventede beskatning ved udbetaling og eventuel påvirkning af offentlig pension ved udbetaling,” siger Søren William Bech, skatteekspert i PwC.

En ikke-fradragsberettiget pensionsordning er en aldersopsparing, der kan være et supplement til de skattepligtige pensionsordninger.

Selvom den ikke er fradragsberettiget, kan det være en god idé at indskyde på ordningen, da et afkast kun beskattes med en pensionsafkastskat på 15,3 %, og ved udbetaling påvirker den ikke sociale pensioner. Dette kan derfor ses som et godt supplement til de fradragsberettigede pensionsordninger.

Der kan maksimalt indskydes 8.800 kr. Dog, hvis der kun er 7 år til folkepensionsalderen, kan der indskydes 56.900 kr. i 2023.

Gevinst og tab på aktier mv.

Hvis der er en aktiegevinst på børsnoteret aktie, indgår denne sammen med udbytte i aktieindkomsten. Hvis aktieindkomsten ikke overstiger 58.900 kr. eller 117.800 kr. for ægtefæller, beskattes den med 27 %. Hvis aktieindkomsten overstiger disse beløbsgrænser, beskattes den med 42 %.

Hvis den samlede aktieindkomst overstiger 58.900 kr. eller 117.800 kr., kan det måske være en god idé at reducere beskatningen på de 42 % ved at sælge en aktie med tab.  Ønskes aktien erhvervet igen, kan man efter et stykke tid købe den igen, når der har været almindelig handel med aktien,” siger Søren William Bech. 

Dog skal man være opmærksom på, at den type af handler, kun anerkendes, hvis der i den mellemliggende periode har været mulighed for kursudsving.

Servicefradrag

Fradraget er på maksimalt 6.600 kr. pr. person i 2023. Derudover skal regningen senest være betalt digitalt den 28. februar 2024.

Du skal oplyse virksomhedens CVR-nummer og beløb. Hvis virksomheden ikke har et CVR-nummer, skal du anvende et CPR-nummer på den pågældende og udarbejde en 'serviceerklæring' for at kunne indberette til Skattestyrelsen. Erklæringen udfyldes og underskrives af den person, der vil udføre ydelsen med servicefradrag. Blanketten 02.048 – serviceerklæring – findes på Skats hjemmeside.

Skattebesparelsen udgør omkring 25 %, så hvis arbejde udføres for 6.600 kr., vil skattebesparelsen ligge mellem ca. 1.650. 

Gaver til almenvelgørende formål

En alternativ mulighed er at give gaver til velgørende formål. Der kan maksimalt gives gaver til almenvelgørende formål med et fradrag på op til 17.700 kr. pr. person.

For at opnå fradrag kræves det imidlertid, at der gives oplysninger om navn og cpr.nr. til den almenvelgørende organisation, og at modtageren indberetter, at de har modtaget gaven. Skattebesparelsen vil være ca. 25 % af det indbetalte beløb, så for eksempel giver en gave på 1.000 kr. en skattebesparelse på ca. 250 kr.

Gaver til børn

Hver forælder kan afgiftsfrit give 71.500 kr. i gave til børn og 25.000 kr. til svigerbørn i 2023. Ønsker et forældrepar at give maksimalt i afgiftsfri gaver til både barn og svigerbarn, kan de tilsammen give 193.000 kr. i 2023. Tilsvarende kan børn eller børnebørn modtage 71.500 kr. afgiftsfrit.

Vær dog opmærksom på, at hvis gaven kommer fra forældrene, og barnet er under 18 år, skal forældrene beskattes af afkastet af gaven indtil udløbet af det kalenderår, hvor barnet fylder 18 år,” fortæller Søren William Bech og henviser til, at dette også gælder for afkast ved investering i obligationer. 

For gaver til børn udover de 71.500 kr. skal der betales 15 % gaveafgift.