Den 16. april bliver nok en dag danskerne sent vil glemme.
Her kunne en lang række danskere slå øjnene op til det chokerende syn af kraftig mørkegrå røg og flammer fra den historiske bygning Børsen i Købehavn.
Og efter ganske kort tid stod det efterhånden klart for enhver, at branden på Børsen var alvorlig.
De efterfølgende dage kæmpede brandvæsenet en kamp for at redde bygningen fra 1600-tallet, men som tiden skred frem blev tragedien større og større.
Og selvom det siden har været sparsomt med detaljer, så har Københavns Politi nu afsluttet de indledende brandundersøgelser ved den historiske bygning.
De lægger dog ikke skjul på, at mange detaljer er stadig i det uvisse.
Politiets efterforskning har været i fuld gang siden branden, og nu er de brandtekniske undersøgelser ved bygningen afsluttet:
"Det er dog for tidligt at konkludere noget omkring årsagen til branden, da der fortsat afventer yderligere brandtekniske undersøgelser og efterforskning", lyder det fra Københavns Politi i et opslag på X.
Beredskabet har tidligere påpeget, at slukningsarbejdet blev besværliggjort af et massivt stillads, der omsluttede bygningen. Det gjorde det udfordrende for de utallige brandfolk, der kæmpede mod flammerne, at få kontrol over branden.
Politiet understreger i samme ombæring deres forståelse for den store offentlige interesse for sagen og lover at holde offentligheden opdateret:
"Vi har fuld forståelse for den store interesse, der er for sagen i befolkningen, og melder mere ud, så snart vi kan".
Mens efterforskningen fortsætter, og eksperterne søger svar, har Dansk Erhverv igen fået overdraget bygningen.