Komikeren Omar Mazouk fylder 50. Selvom den runde fødselsdag ofte er en glæde, så er komikeren i øjeblikket et sted i livet, som er svært.
I et interview med Politiken fortæller han med egne ord, at han har ramt bunden.
De seneste år har været en lang tur ned ad bakke. Komikeren har blandt andet to skilsmisser i baggagen, et dødsfald og økonomiske problemer til op over begge øre.
Alt sammen noget, som ifølge Marzouk selv gør, at hans liv ikke kan blive værre nu.
- Jeg er gået konkurs, min far er død, min kone fik en fødselsdepression. Og det sidste, der så er sket for mig, er, at jeg er blevet skilt. Så jeg har ikke rigtig noget – det hele er ramlet. Så ja, jeg synes da, jeg har ramt bunden, siger han til Politiken.
Tidligere på ugen gæstede han også "Go' Aften Danmark", hvor han blandt andet fortalte om, at være så langt nede økonomisk, at han var nødt til at låne penge af sin mor.
- Jeg har en række af ting, der gør, at alt, jeg gør, ender i fiasko, sagde han i programmet.
Omar håber, at han med sin åbenhed omkring hans livssituation kan inspirere andre til at tage livet som det kommer, og ikke skamme sig, hvis det pludselig tager en voldsom drejning i en negativ retning.
Skilsmissen, som altså er den seneste række af triste ting i komikerens liv, skete i efteråret.
Han og den fem år yngre skuespiller, Christine Gjerulff, havde været gift siden 2015 og dannet par siden 2011.