Verdens rigeste har intet hjem: "Jeg sover bogstavelig talt på venners gæsteværelser"

Mathias Madsen

139 uger siden

|

20/04/2022
Livsstil
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Verdens rigeste mand er god for cirka 1.820 milliarder danske kroner, men har i et nyt interview afsløret, at han ikke ejer helt basale ting.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tesla- og SpaceX-stifteren Elon Musk er kendt for mange ting. 

Han har revolutioneret både elbilerne og rumfarten, han er kendt for at dele skøre opslag, holdninger og 'memes' på Twitter, og så er han ikke bare verdens rigeste nulevende menneske, men også den rigeste enkeltperson, som nogensinde har eksisteret. 

Med en personlig formue - såkaldt 'networth' - på cirka $265 milliarder, har han en formue, som for eksempel er cirka fem gange større end hele Serbiens BNP, ligesom at han ikke er vanvittig langt fra Danmarks BNP på cirka $355 milliarder. 

Hvis hans formue fortsætter med at vokse, som den har gjort de sidste fem år, vil han faktisk blive jordens første 'dollar-billionær' (det er altså 12 nuller i amerikanske dollars!). 

Musk har derfor også fået meget kritik på vejen, da mange mener, at det slet ikke hører nogen steder hjemme, at én mand kan have så stor en formue, men i et nyt interview med Chris Anderson, som er direktør for TED-konferencer, afslørede rigmanden, at han faktisk ikke lever så ekstravagant, som mange tror. 

Han indrømmede godt nok, at han har et privatfly, som han dog "ikke bruger," men derudover nævnte han, at han for eksempel "ikke har en yacht [og] ikke tager på ferie."

"[...] så det er ikke, fordi mit personlige forbrug er højt," udtalte han. 

Den 50-årige løftede endda sløret for, at han faktisk ikke har noget hjem i øjeblikket, men derimod sover hos venner og familie. 

"Jeg har ikke engang mit eget sted lige nu. Jeg bor bogstavelig talt hos venner. Hvis jeg rejser til 'Bay Area', som er hvor det meste af Tesla's ingeniørvidenskab ligger, roterer jeg sådan set bare gennem forskellige venners gæsteværelser."

Tidligere har moren til hans to børn, Grimes Musk, forklaret, at rigmanden "nogle gange" lever "under fattigdomsgrænsen," hvilket dog fik nettet til at lave en del grin med, at Grimes vist ikke vidste, hvad det vil sige at være fattig. 

Hun udtalte, at han for eksempel sov på en hullet madras og nægter at købe en ny, at hun har måtte "spise jordnøddesmør i otte dage i streg," og at de bor i et hus, som kun har kostet "260.000 kroner," og som "ikke har noget sikkerhed."