Bag OL-glæden gemte sig en personlig tragedie for håndboldmålmand Emil Nielsen, der stod ansigt til ansigt med den største sorg i sit liv midt under turneringen i Paris.
Efter en sejr over Frankrig i den første kamp modtog Emil Nielsen et opkald fra sin mor.
På linjen ventede beskeden, som ingen ønsker at få – hans far var gået bort efter længere tids sygdom.
Tæt på at rejse hjem
For Emil Nielsen var det et chok, der satte alt i perspektiv. Selv midt i en af karrierens største turneringer var tanken om at forlade OL-lejren for at være hos familien nærliggende. Men beslutningen om at blive, blev truffet med støtte fra hans nærmeste.
"Jeg har på en måde følt, at jeg midt i den største drøm gik rundt med en tragisk hemmelighed, som kun de færreste kendte til," har Emil Nielsen tidligere fortalt til Jyllands-Posten.
Hans holdkammerater blev hurtigt informeret, men offentligheden hørte først om tragedien, da OL var overstået. Nielsen ønskede ikke, at sorgen skulle overskygge håndboldholdets præstationer.
Selvom han formåede at skjule sin sorg udadtil, var det en konstant kamp at holde følelserne i skak under turneringen. Flere gange var han tæt på at bryde sammen, men på banen lod han professionalismen råde.
Først efter finalen, da guldet var sikret, kunne han endelig give slip, da han blev mødt af sin kæreste og mor på sidelinjen.
"Selvfølgelig fyldte det. Det fyldte hvert minut. Jeg var et meget sårbart sted og var også nervøs for, om der var nogle journalister, der ikke havde respekt for det og derfor alligevel spurgte ind til det," siger Emil Nielsen til Se og Hør.
Nielsen erkender, at det var fristende at tage hjem og søge trøst hos familien. Men beslutningen om at blive i Paris blev drevet af et ønske om at ære sin far – og af en erkendelse af, at hans nærmeste håndterede situationen derhjemme.
