Forbedringer lader vente på sig.
Den tidligere model Anni Fønsby deler en ny opdatering om sit udfordrende sygdomsforløb, der har efterladt hende med kun 30 procent syn på højre øje.
På Instagram fortæller den 52-årige kendis om sin kamp for at få synet tilbage og de store konsekvenser, det har for hendes hverdag.
Synet er en udfordring
"Den store forskel på mine øjne betyder, at det ene øje hele tiden arbejder ekstra hårdt for at kompensere, hvilket ofte resulterer i, at jeg hurtigt bliver træt og får hovedpine eller migræne (...) Selv almindelig dagslys kan være overvældende og kræver ofte, at jeg er i skyggen eller bruger solbriller for at mindske generne skriver Anni Fønsby i sit opslag.
Problemerne begyndte sidste sommer, da hun gik til lægen med problemer med synet. Her blev hun diagnosticeret med hornhindebetændelse og nethindebetændelse, hvilket har efterladt et ar på hornhinden.
Selvom behandlingsforløbet har været intenst, er der desværre ingen forbedring at spore:
"Der har desværre ikke været nogen bedring de seneste par måneder, men jeg skal til kontrol på Glostrup Sygehus på onsdag. Jeg håber, der kan komme lidt klarhed over, hvad der kan gøres fremadrettet," skriver hun.
Selvom synet svigter, udtrykker Anni Fønsby stor taknemmelighed for de mange søde beskeder, hun har modtaget fra folk, der støtter hende i kampen.