Ikke alle royale forpligtelser falder i lige god jord.
Kong Frederik har sendt sin officielle lykønskning til USA's nyindsatte præsident, Donald Trump, men hilsenen har langt fra kun fået bifald med på vejen.
Kommentarerne til opslaget på kongehusets Instagram-profil afslører, at mange danskere har svært ved at skjule deres utilfredshed.
Mandag aften blev Donald Trump indsat som USA's 47. præsident ved en ceremoni i Washington D.C. Kort efter offentliggjorde kongehuset kongens officielle lykønskning.
"I anledning af din indsættelse 20. januar som den 47. præsident af USA ønsker jeg at udtrykke min oprigtige lykønskning og bedste tanker til dig, din familie og det amerikanske folk," lød det fra kong Frederik.
Opslaget blev ledsaget af et billede af det officielle brev, som traditionen tro sendes til nyindsatte statsledere fra monarken.
Kommentarstorm
Men blandt de mange danskere, der kommenterede opslaget, var der flere, der fandt anledning til at lufte deres frustrationer.
"Skuffet," skrev en bruger kortfattet, mens en anden gik mere direkte til sagen:
"Jeg håber De gik i bad, efter De sendte dette."
Andre brugere forsøgte at minde om, at kongens lykønskning er en fast og neutral del af kongehusets diplomatiske rolle.
Historisk set har danske monarker altid sendt officielle lykønskninger til nyvalgte statsoverhoveder, uanset personlige eller politiske holdninger. Det sker som en del af de diplomatiske relationer mellem landene.
Men netop Donald Trump har gentagne gange været en kontroversiel figur på verdensscenen, og det har tydeligvis fået flere danskere til at reagere følelsesmæssigt på kongens gestus.
Kong Frederik har ikke selv kommenteret reaktionerne, men opslaget har fortsat med at tiltrække opmærksomhed. Mens nogle hylder kongehusets diplomatiske tilgang, mener andre, at en mere neutral formulering kunne have været passende.
Du kan læse det stærkt diskuteret brev her: