Vedtaget lovforslag modtager voldsom kritik: “Et politisk fejlskud”

Nicolai H

4 timer siden

|

23/01/2025
Indland
Foto: Alexandros Michailidis / Shutterstock.com
Foto: Alexandros Michailidis / Shutterstock.com
Er du enig med kritikken?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er en forfejlet løsning at tillade lydovervågning i landets butikker. 

Så kontant lyder meldingen fra HK Handel, der er landets største fagforening for butiksansatte.

Reaktionen kommer efter, at et bredt flertal i Folketinget i dag har vedtaget et nyt lovforslag, som blandt andet giver butikkerne mulighed for at lydoptage. 

"Det er et politisk fejlskud, fordi det slet ikke tager højde for, hvor ubehagelig og indgribende lydovervågning er for de ansatte, der arbejder i landets butikker. Det vil fremover blive meget lettere for arbejdsgiverne at optage og gemme de ansattes samtaler med hinanden, og derfor er de nu i stor risiko for at få krænket deres privatliv. Lydovervågning er derfor set med mine øjne et helt uproportioneret værktøj at gribe til", siger Mette Høgh, formand i HK Handel i en pressemeddelelse.

"Det havde været mere klædeligt, hvis man fra politisk side havde hørt på dem, der repræsenterer medarbejderne. Det er trods alt de ansatte, som rent faktisk skal arbejde under denne ordning."

Lydovervågning er et ud af flere initiativer, der hører ind under udspillet ”Sammen om en tryggere hverdag”, der har til formål at bekæmpe forskellige typer kriminalitet – heriblandt butikstyveri.

Dog tvivler HK Handel på, at initiativet får den ønskede effekt.

"Jeg har hele tiden savnet evidens for, at lydovervågning kan være med til at forebygge butikstyverier. Vi taler jo om en lydløs forbrydelse, som man allerede i dag kan bevise gennem billedovervågning i butikkerne. Derfor er jeg helt uforstående over for, hvilke butikstyverier man vil opklare med lydovervågning", siger Mette Høgh.

Justitsministeren har tidligere understreget, at brugen af lydovervågning fortsat skal følge databeskyttelsesforordningen, som blandt andet fastslår, at der ikke må anvendes lydoptagelse, hvis man kan gøre brug af andre, mindre indgribende foranstaltninger i arbejdet med at forebygge butikstyveri.

I praksis frygter HK Handel dog, at der langt fra i alle butikker vil blive lavet den nødvendige afvejning, inden man tager lydovervågning i brug.

"Lydovervågning har været et stort ønske fra arbejdsgiverne, og vi ved fra erfaring, at sådanne initiativer breder sig hurtigt. Så jeg er virkelig bekymret for, at det bliver det rene vilde vesten ude i butikkerne på det her område. Derfor har vi også tænkt os at følge udviklingen nøje, og så vil vi selvfølgelig gribe ind, hvis vi hører om overtrædelser", siger Mette Høgh.

Loven træder i kraft d. 1. februar 2025.