Trist julebesked til 8.000 danskere: "En beklagelig fejl"

Mathias Nielsen

156 uger siden

|

22/12/2021
Indland
Foto: Sebastian Gollnow/DPA/Ritzau Scanpix
Foto: Sebastian Gollnow/DPA/Ritzau Scanpix
En laboratoriefejl har forårsaget 8.000 forkerte testsvar.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mange har fået en test her op til julen for at begrænse smitten ved familiesammenkomster.

Desværre har 8.000 danskere fået et ubrugeligt svar på Sundhed.dk. En laboratoriefejl hos TestCenter Danmark gør, at man har måttet sende cirka 8.000 borgere et inkonklusivt testsvar på deres PCR-test.

De kan forvente et nyt, korrigeret svar på deres prøver i løbet af dagen. Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

På grund af en laboratoriefejl har TestCenter Danmark (TCDK) måttet melde cirka 8.000 prøver ud her til morgen med svaret "inkonklusivt". Det gælder alene for prøver, hvor det første svar blev sendt ud mellem tirsdag aften klokken 18.00 og onsdag morgen klokken 07.00.

Desuden gælder det alene for prøver, der er taget i Østdanmark og altså hverken på Fyn eller i Jylland.

TCDK kører de berørte prøver om i laboratoriet her onsdag formiddag, og man kan forvente at få et korrigeret svar på sin prøve i løbet af dagen.

”Borgere, der har fået korrigeret deres prøvesvar til inkonklusiv her til morgen, skal derfor tjekke deres sundhed.dk-profil i løbet af dagen for at se, om de har fået et nyt, korrigeret prøvesvar”, siger TCDK’s direktør Anne-Marie Vangsted.