Stormen kommer: Sådan undgår du skader på din bolig

Mathias Madsen

148 uger siden

|

17/02/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I dag kan man på DMI's hjemmeside læse, at de både advarer om vindstød af orkanstyrke og oversvømmelser, og det er derfor en god ide at forberede sig på dette.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ikke meget mere end to uger siden, at stormen Malik raserede Danmark og forudsagede store skader på bygninger, veje og biler. 

Vejret i Danmark viser sig dog fra sin brutale side for tiden, og tidligere på ugen meldte DMI således ud, at vi skal forberede os på, at endnu et blæsevejr rammer i slutningen af ugen.

Nu har det dog vist sig, at der er tale om en regulær storm, som har fået navnet Nora, og som forventes at passere landet fredag aften og natten til lørdag. 

"Lige nu er det særligt fredag aften og natten til lørdag, som kan blive en barsk omgang," har DMI's meteorologer Frank Nielsen og Anesten Devasakayam således udtalt.

De har desuden udtalt, at Nora forventes at blive "kraftigere end stormen Malik," som ellers var mere end kraftig nok til at vælte adskillige træer, skilte og stilladser rundt om i landet. 

Nora forventes ifølge DMI at ramme den sydlig og sydvestlige del af landet og Bornholm med vindstød af orkanstyrke op til 37 m/s, og det er derfor en god ide at overveje, om man har ting i haven eller på terrassen eller altanen, som skal tages indenfor eller bindes fast.

Sådan stormsikrer du dit hus

  1. Luk døre og vinduer - også i skuret, drivhuset og lignende.
  2. Fjern alle løse genstande, som står udenfor. Det gælder alt fra potteplanter og lysestager til havemøbler og især trampoliner. Kan det ikke fjernes så bind det godt fast til noget, som ikke kan vælte (for eksempel dit hus). 
  3. Tjek dit tag for løse tagsten.
  4. Bliv hjemme hvis muligt og pas på, hvis du absolut skal udenfor. Lad eventuelt paraplyen blive hjemme, selvom det regner.
  5. Sørg for at have strøm på din telefon og computer, da der kan opstå strømsvigt. 

En storm fører desværre også ofte til oversvømmelser, og DMI har således også varslet forhøjet vandstand for Vadehavet i dag, torsdag d. 17. februar. Omkring klokken 15 forventes der således 2,40 til 2,70 meter over dansk vertikal reference. 

Husk derfor at have sandsække klar, hvis du bor i udsatte områder, og fjern eventuelt vigtige ting fra rum, som kan blive oversvømmet - for eksempel din kælder.