En usædvanlig trend har de seneste måneder bredt sig over hele Danmark.
Pengesedler gemmes rundt i gaderne, og tusindvis af danskere konkurrerer dagligt om at finde dem.
'Skattejagten' startede som en simpel idé fra tre venner, men har nu udviklet sig til et landsdækkende fællesskab, hvor næsten 60.000 følgere på Instagram deltager i jagten på kontanter.
Ideen til Skattejagten opstod i januar sidste år, da kaffebarsejeren Christian Patrick Allen oplevede faldende kundetal i sin kaffebar på Godsbanen i Aarhus.
Sammen med sin ven, kommunalarbejder Daniel Ebrahimi, diskuterede de kreative måder at lokke flere folk forbi cafeen på.
Løsningen? At gemme en pengeseddel i området og annoncere det på Instagram.
Sådan skriver TV 2 Østjylland.
“Så ville folk jo komme ned og se, om den 100-kronerseddel var der, og så ville de jo stå ved kaffebaren - og så kunne vi spørge: 'Kunne I tænke jer en kop kaffe?,” fortæller Christian Patrick Allen.
Den første skattejagt involverede en 50-kroneseddel, som Daniel havde i lommen. Dagen efter blev den gemt, og Instagram-opslaget tiltrak hurtigt nysgerrige skattejægere.
På kort tid strømmede folk til, og følgertallet på deres profil voksede eksplosivt.
Markant udvikling på kort tid
Skattejagten, der startede som et markedsføringsstunt, har nu udviklet sig til en omfattende bevægelse.
Konceptet er simpelt: Pengesedler gemmes rundt omkring i danske byer, og ledetråde deles på Instagram. Den første, der finder pengene, vinder.
I dag har de tre mænd – som nu også tæller marinespecialist Andreas Ankersen – opbygget et netværk af over 30 frivillige, kaldet pirater, der dagligt hjælper med at gemme pengesedler over hele landet. Ofte er der 100 kroner på højkant, men nogle gange højere beløb.
"Det er gået fra, at der bliver lagt en 50’er, og der går syv timer, før der er nogen, der finder den, til at pengene i dag gerne er væk på under ti minutter.," forklarer Andreas Ankersen.
Oprindeligt kom pengesedlerne direkte fra skabertrioens egne lommer, men projektets popularitet har åbnet dørene for sponsoraftaler.
I dag er Skattejagten blevet en forretning, der genererer overskud – men alle indtægter bliver indtil videre geninvesteret i projektet.