Søren Brostrøm og resten af Sundhedsstyrelsen har i løbet af det sidste halve år hjulpet danskerne til, hvordan de bedst gebærder sig i en hverdag, der er præget af virussen.
Nu optræder direktøren i en ny video fra Sundhedsstyrelsen, hvor han viser, hvordan man korrekt tager et mundbind på og af.
Sådan gør du
Herunder får du alle Søren Brostrøms gode råd og vejledning fra videoen, og ellers kan du se den nederst i denne artikel.
“Jeg vil vise jer, hvordan man tager et mundbind på og af. Man starter med rene hænder. Så enten vask hænder eller sprit af. Der er det vigtigt, at man gnider ind i 30 sekunder, så håndspritten rigtig kan virke.
Når man håndterer sit mundbind, så find ud af, hvad der er forside og bagside. Forsiden er den farvede, den skal vende udad. Så er der en lille metalbjælke, der skal vende opad, og som skal sidde på næsen.
Det er vigtigt, at man ikke rører ved selve mundbindet, men at man holder fast i elastikkerne. Både når man tager mundbindet på, og når man skal tage det af bagefter. Man fører mundbindet op til ansigtet. Elastikkerne bag ved øret og giver den et lille knæk ved næsen. Så kan man rette den til, så mundbiddet sidder tæt ved ansigtet. Men ellers skal man undgå at røre for meget ved mundbindet, og i hvert fald undervejs.
Et mundbind kan sidde i op til fire timer. Men man skal skifte det før, eksempelvis hvis mundbindet bliver beskidt, eller hvis det bliver fugtigt. Undervejs kan man godt løfte lidt på mundbindet, eksempelvis fordi man skal tage en tår vand. Derefter kan man sætte mundbindet på igen. Men her er det vigtigt, at man ikke rører ved selve mundbindet, men at man tager fat i elastikkerne.
Når man skal fjerne mundbindet, fordi man er færdig med at bruge det, så tag fat i elastikkerne, undgå at røre ved selve mundbindet, og så skal det smides væk med det samme i en skraldespand, gerne med låg. Man slutter af med enten at vaske hænder eller spritte hænder, så man har rene hænder til det næste mundbind.
Sådan bruger man et mundbind. Det er vigtigt at bruge et mundbind korrekt, ellers virker det ikke.
Det er vigtigt at huske, at mundbind kun er et supplement. Så husk: Bliv hjemme, hvis du er syg. Rene hænder. Og god afstand."