Selvom Valentine's Day allerede er på fredag, betyder det ikke at kærligheden forsvinder når dagen er omme.
Tværtimod er det kun det romantiske startskud på TV 2.
For allerede den 4. marts åbner TV 2 endnu engang dørene til en ny sæson af seerhittet 'Kærlighed hvor kragerne vender.' Programmet, der har fået danskerne til at heppe, grine og fælde en tåre, vender tilbage med fire nye vestjyske ungkarle, der er på jagt efter den store kærlighed.
Nyheden blev afsløret på TV 2’s officielle Instagram, hvor de bekræftede premieredatoen og satte gang i spekulationerne om, hvilke hjertevarme og akavede øjeblikke der venter i den kommende sæson.
I efteråret løftede kanalen sløret for de fire mænd, der i år skal forsøge at finde den eneste ene. Mads, Thomas M, Jonas og Thomas G er navnene på de modige ungkarle, som kaster sig ud i kærlighedseksperimentet, og som forhåbentlig finder den perfekte match i det naturskønne Vestjylland.
Vil romantikken blomstre på de jyske marker? Svaret får vi fra den 4. marts, når TV 2 igen inviterer seerne med på rejsen mod kærligheden.