Fungerende finansminister Morten Bødskov inviterer til et mindre pressemøde, doorstep, i Finansministeriet klokken 14.00 i dag.
Det oplyser Finansministeriet i en mail.
Ved mødet deltager også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Mødet kommer til at omhandle hjælpepakkerne til små erhvervsdrivende.
Anden gang på en uge
Det er anden gang på en uge, at fungerende finansminister Morten Bødskov inviterer til et mindre pressemøde. I onsdag var det også et såkaldt doorstep - her omhandlede det coronapasset.
Mange virksomheder i Danmark er afhængige af at kunne rejse for at udføre deres opgaver. Derfor har regeringen valgt at lancere et coronapas, der kan anvendes ved udenlandsrejser.
For at holde hånden under dansk erhvervsliv lancerer regeringen et coronapas, der kan anvendes til at dokumentere vaccination mod COVID-19 i forbindelse med rejser, f.eks. til erhvervsrejsende, oplyses der om passet.
“Det er helt afgørende for, at vi kan genstarte det danske samfund, at virksomhederne kan komme op på fuldt blus igen. Mange danske virksomheder er globale virksomheder med hele verden som marked. Regeringen lancerer derfor hurtigt en løsning, der kan anvendes i forbindelse med rejser, og vil desuden undersøge muligheden for at lave et digitalt coronapas, der kan bruges i flere sammenhænge,” udtalte Morten Bødskov tidligere på ugen.