Et af de mest populære programmer på DR1, ’Kender du Typen?’, får ny vært. Det bliver Anna Lin, der tidligere har været fast vært på nyhedsprogrammet til børn, 'Ultra Nyt', som nu sammen med de to livsstilseksperter Anne Glad og Flemming Møldrup skal gå på opdagelse i kendte menneskers hjem.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Anna Lin er nok mest kendt hos de mindste som vært på 'Ultra Nyt', der guider børnene gennem både store og små nyheder, ligesom mange børn sikkert glæder sig til at se hende som vært ved årets MGP den 27. februar. Nu får den mere voksne del at befolkningen så også glæde af hendes selskab i det klassiske DR1-program ’Kender Du Typen?’.
Anna Lin bliver ny vært på ’Kender Du Typen?’. Foto: DR / Bjarne Bergius Hermansen.
"Det er så vildt at få lov til blive vært på et af mine egne yndlingsprogrammer, der har fulgt mig gennem hele livet. Det er nogle store sko, jeg skal udfylde, så det bliver med stor ydmyghed, at jeg skal invitere seerne med ind i kendte danskeres hjem. Og jeg glæder mig så meget til at grine med Anne og Flemming og komme til selv at lære en masse om danskernes livsstil," siger Anna Lin.
"Det glæder jeg mig til"
Nyheden bliver taget godt imod af eksperterne på programmet.
“Anna Lin er et dejligt frisk pust, som jeg tror vil komme med en masse god energi til programmet. Og så er hun virkelig nysgerrig på livsstil og tendenser,” siger Anne Glad.
Den anden halvdel af ekspert-makkerparret, Flemming Møldrup, supplerer:
"Er det rigtigt?! Det glæder jeg mig til."
Optagelserne til den nye sæson går i gang i løbet af de næste uger.