Royal Run melder ud: Det er slut

Mathias Madsen

5 uger siden

|

12/11/2024
Indland
Foto: Dennis Jacobsen/Shutterstock
Foto: Dennis Jacobsen/Shutterstock
Nu er det slut.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I maj 2018 blev der for første gang i anledning af daværende kronprins nu Kong Frederik X's 50 års fødselsdag afholdt Royal Run.

Arrangementet var et motionsløb, som fandt sted flere steder i Danmark, og hvor deltagerne kunne løbe eller gå én engelsk mil (1,609 km) eller 10 km.

Den daværende kronprins løb selv forrest ved nogle af løbene, ligesom blandt andre daværende prins nu Kronprins Christian også løb med.

Løbene blev en enorm succes, og de har været afholdt 2. Pinsedag hvert år lige siden (med undtagelse af 2020), og i år er ingen undtagelse.

Royal Run bliver således i 2025 afholdt d. 9. juni i Horsens, København, Korsør, Ribe og Viborg, og traditionen tro løber flere af de kongelige med.

Billetterne blev sat til salg i dag, tirsdag, kl. 10.00, men nu er det slut med at købe billetter.

Billet nummer 90.570 er nemlig netop ifølge Danmarks Idrætsforbund og DGI blevet solgt, og det betyder, at der er udsolgt for årets Royal Run.

Det skriver TV2.

De mange startnumre blev solgt på otte timer og 30 minutter.

Afholdt i hele landet

Royal Run blev som nævnt afholdt første gang i 2018, hvor det fandt sted i landets fem største byer: København/Frederiksberg, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg. Dengang blev der kun løbet enten én engelsk mil eller 10 km, hvor man i dag også kan vælge at løbe 5 km. 70.500 løbere deltog, og den daværende kronprins deltog selv ved alle fem løb.

I 2019 blev Royal Run igen afholdt i Aarhus, Aalborg og København/Frederiksberg, men denne gang var Odense og Esbjerg skiftet ud med Rønne, og så blev der desuden også afholdt Royal Run (godt nok en anden dato) i Klaksvig på Færøerne.

82.028 løbere deltog i 2019, og den daværende kronprins deltog i Aarhus og København, den daværende kronprinsesse deltog i Aalborg, og det daværende kronsprinspars fire børn deltog alle i København.

Den tredje udgave af Royal Run blev i 2020 udskudt af flere omgange på grund af corona-pandemien, og den endte med at blive aflyst helt.

Royal Run blev derfor næste gang først afholdt i september 2021, hvor løbene fandt sted i Aarhus, Sønderborg, Odense, København og på Bornholm. Der skulle også have været afholdt ét løb i Grønland, men det blev aflyst pga. corona-restriktioner. Ligesom de forgangne år deltog flere royale ved løbene, ligesom også OL- og PL-atleter deltog ved løbet i København.

Den fjerde udgave af Royal Run fandt sted i 2022 med hele 91.680 tilmeldte, hvilket på daværende tidspunkt var deltagerrekord. Løbene blev afholdt i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved, Rønne og København/Frederiksberg. Igen deltog den daværende kronprins og flere af de andre medlemmer af kongefamilien.

I 2023 fandt Royal Run sted i Herning, Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg, og igen slog løbet deltagerrekord; denne gang med 93.624 tilmeldte. Endnu engang løb de royale også med.

I år løb Royal Run af stablen i Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg, og også i år blev der slået deltagerrekord med 95.330 tilmeldte. Kong Frederik X, Dronning Mary og Kronprins Christian løb for første gang med som henholdsvis konge, dronning og kronprins.

Løbet i 2025 vil som nævnt blive afholdt i Horsens, København, Korsør, Ribe og Viborg, og med 90.570 tilmeldte bliver det ikke til nogen deltagerrekord i år, selvom arrangementet er udsolgt.