Politiet er fortsat tavse om stor politiaktion i Præstø: Undersøgelser fortsætter hele natten og i morgen

Mathias Madsen

114 uger siden

|

11/10/2022
Indland
Politiet er massivt til stede i Præstø / Foto: Presse-fotos.dk
Politiet er massivt til stede i Præstø / Foto: Presse-fotos.dk
I den lille by Præstø på Sydsjælland er der usædvanligt meget aktivitet, men ikke mange ved hvorfor.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med sine lige knap 4.000 indbyggere er Præstø på Sydsjælland en stille havneby, hvor der sjældent sker meget. 

Tirsdag har der dog været gang i den. 

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har nemlig været i gang med at undersøge et "mistænkeligt forhold" i flere timer, og undersøgelserne kommer tilsyneladende til at tage lang tid endnu.

Mindst fem indsatslederbiler er på stedet / Foto: Presse-fotos.dk

Sådan lyder meldingen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. 

På Twitter skrev politikredsen således for cirka fem timer siden, at de var "til stede på en adresse i Præstø," og for kort tid siden kom endnu en opdatering, som dog ikke gjorde os meget klogere. 

Her skriver politikredsen, at politiet vil være til stede i byen "resten af natten," og at undersøgelserne vil "fortsætte [...] i morgen."

"Vi kan ikke kommentere på sagen før senere i morgen, hvor vi forventer at komme med en udmelding," står der desuden i opslaget. 

Massivt politiopbud

Vagtchefen i politikredsen vil heller ikke kommentere yderligere på sagen, men ifølge TV Øst er politiet talstærkt til stede omkring Svanevej, hvilket de har været siden lidt over middag. 

Her er mindst syv politibiler ifølge mediet til stede. Presse-fotos.dk skriver desuden, at der er mindst fem indsatsleder biler og adskillige teknikere på stedet.

Politiets teknikere er til stede og undersøger blandt andet en Skoda / Foto: Presse-fotos.dk

TV2 skriver derudover, at politibilerne er rykket fra Svanevej til Kirsebærvej nær noget vand, og at der er blevet sat afspærringer op her. 

I dette område går betjente ifølge mediet rundt i overtræksdragter og gummistøvler, ligesom hundepatruljer også arbejder på stedet. Ifølge Presse-fotos.dk er der også sat både i vandet. 

Politiet leder med hunde og droner / Foto: Presse-fotos.dk

TV2 kan ydermere berette, at beredskabet er til stede og har sendt droner i luften over vandet, som bliver lyst op af en lysmast. 

Øjenvidner har desuden forklaret, at politiet undersøger en Skoda og en ladcykel, ligesom betjente er set gå fra dør til dør og afhøre beboere i området.