Overvejer du en ny tatovering? Så skal du nok lige læse Sikkerhedsstyrelsens råd inden

Kamille Isaksen

58 uger siden

|

09/11/2023
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er der noget, som du skal have styr på, før du går under nålen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I Danmark er der krav om, at tatoveringssteder og tatovører skal være registrerede, før de lovligt må lave tatoveringer. En registreret tatovør skal leve op til en række krav, der gør det mere sikkert at blive tatoveret. Tjek altid, om en tatovør er registreret i Sikkerhedsstyrelsens tattooregister.

Mange danskere bliver hver dag tatoveret. Flere er gengangere, mens andre sætter deres fod hos en tatovør for første gang. Men fælles for alle er, at man udsætter sin krop for tatoveringsblæk, der skal ind under huden, og er der ikke styr på eksempelvis hygiejnen, kan processen og resultatet gå grueligt galt. Derfor stiller tatoveringsloven en række krav til de registrerede tatovører, som de skal leve op til.

- Tatovører arbejder bogstavelig talt på andres kroppe. Det er et stort ansvar, der kræver regler og krav, for at du som kunde trygt kan lægge din krop i deres hænder. Derfor bør du altid undersøge, om en tatovør er registreret, før du får en tatovering. Det er ikke anderledes, end at du også kun bør gå til en autoriseret læge. For tatoveringer er ikke risikofri, og bruger du en registreret tatovør, mindsker du risikoen for at få en infektion med i prisen, siger Søren Assenholt Muff, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge tatoveringsloven er det lovpligtigt, at både tatoveringsstedet og dets tatovører skal være registreret hos Sikkerhedsstyrelsen, der sikrer kontrol med branchen. Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med tatovørerne på vegne af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

På et tilsyn gennemgår den tilsynsførende blandt andet blæk, hygiejne, tatovørens registrering og meget mere. Hvis nogle af disse forhold ikke er i orden på et tilsyn, kan Sikkerhedsstyrelsen give påbud om udbedring og i sidste ende indstille til bøder.

Tip os om uregistrerede tatovører på sik.dk

Tatoveringsloven gør det altså ulovligt at udføre tatoveringsarbejde, hvis man ikke er registreret i Sikkerhedsstyrelsens register.

- Det skal ikke være attraktivt at omgås reglerne. Så hvis vi opdager en uregistreret tatovør, bliver virksomheden politianmeldt og indstillet til en bøde. Vi bliver desuden ved med at indstille virksomheden til tvangsbøder, indtil virksomheden bliver registreret. Men vi kan desværre ikke være til stede ved alle bygninger og gadehjørner for at opdage de uregistrerede. Derfor opfordrer jeg på det kraftigste til, at man giver os besked, hvis man kender en uregistreret tatovør, understreger Søren Assenholt Muff.

Man kan gøre Sikkerhedsstyrelsen opmærksom på tatoveringssteder eller tatovører, der ikke er registrerede, ved at udfylde formularen via www.sik.dk/tip.

LINKBOKS: SE, OM DIN TATOVØR ER REGISTRERET I SIKKERHEDSSTYRELSENS REGISTER

https://www.sik.dk/tattooregister

LINKBOKS: TIP OS OM UREGISTREREDE TATOVØRER ELLER TATOVERINGSSTEDER

https://www.sik.dk/tip