Nu sætter spillerne ord på Christian Eriksens kollaps

Henrik Rothenbücher

183 uger siden

|

14/06/2021
Indland
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Tre spillere fra landsholdet sætter nu ord på, hvad de oplevede i forbindelse med Christian Eriksens kollaps under landskampen mellem Danmark og Finland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I går reagerede Martin Braithwaite som den første landsholdsspiller på den tragiske hændelse under Danmark Finland-kampen, hvor Christian Eriksen pludselig blev ramt af et hjertestop.

I dag mandag den 14. juni, to dage efter kampen blev afviklet, stiller Kasper Schmeichel, Pierre-Emile Højbjerg og Martin Braithwaite op til et pressemøde.

Først kunne DBUs kommunikationschef dog berette, at Eriksens tilstand ikke har ændret sig siden i går, og han er derfor fortsat stabil. Derudover er Eriksen fortsat indlagt, hvor han vil få foretaget yderligere undersøgelser i løbet af dagen i dag.

Christian Eriksens landsholdskollega, Martin Braithwaite, var den første fra landsholdet til at reagerer på de sociale medier, efter lørdagens forfærdelige drama.

Han var også den første der tog ordet under pressemødet, hvor han fortalte, at han stadig var meget rørt af situationen, og at han havde haft mange forfærdelige billeder i hovedet, han ikke ønskede at have.

Vi var samlet til frokost og så ham på facetime

Pierre-Emile Højbjerg lagde ud med at fortælle, at det hele ramte meget hårdt igen, når de nu blev konfronteret med disse spørgsmål, men han er lykkelig for, at Christian har det godt, og at Christians familie er med ham.

“Vi sad hele holdet i går omkring frokosttid, og så blev han smidt op på Facetime og vi sad alle foran ham. Det var.. Jeg tror ikke, at jeg har et ord for det,” lyder det fra Pierre-Emile.

Derudover fortalte Pierre-Emile også, at Christian Eriksen havde fortalt dem, at de bare skulle se fremad, og fokusere på kampen på tirsdag.

Talte med ham inden kampen blev genoptaget

Kasper Schmeichel fortæller på pressemødet, at han og Simon Kjær allerede talte i telefon med Christian Eriksen, mens de stod i spillertunnellen og afventede, om de skulle genoptage kampen eller ej.

Schmeichel fortæller også, at han ikke mener, at det var et fair ultimatum de blev stillet. 

“Vi blev stillet i en position, som jeg ikke personligt selv føler var fair. Vi havde to valgmuligheder. Det krævede nok, at der var nogen højere oppe end os, der sagde, at det ikke var tiden til at træffe en beslutning,” fortæller Schmeichel.