På grund af tekniske udfordringer forventes de indefrosne feriepenge først at blive udbetalt omkring den 1. oktober, men ønsker du at modtage dine feriepenge før, så er der godt nyt.
Nykredit Bank melder sig nemlig på banen med et rigtig godt tilbud, hvor de tilbyder hver enkelt kunde, at de kan få udbetalt deres feriepenge med det samme.
Det fungerer dog ikke sådan, at Nykredit Bank på magisk vis kan gå ind og hive dine feriepenge ud fra den indefrosne konto, men Nykredit tilbyder, at hver enkelt kunde før sommerferien kan få et rentefrit lån på det beløb, som kunden står til at modtage i feriepenge senere på året.
Det fortæller Berlingske.
Det vil altså betyde, at hvis du står til at modtage 15.000 kroner i feriepenge, så vil du kunne tage et rentefrit lån fra Nykredit Bank på 15.000 kroner.
Når feriepengene så bliver udbetalt, så vil du blot bruge dem på at indfri din gæld til banken.
Årsagen til at Nykredit Bank laver dette tiltag er, at de gerne vil være med til at sætte skub i økonomien. På denne måde vil du kunne få ‘udbetalt’ dine feriepenge lige nu, og så vil du kunne bruge dem på din sommerferie i Danmark.
Vores kunder kan komme ind og få deres feriepenge til nul procent i rente, så vi stiller penge til rådighed før sommerferien, så de ikke skal vente helt til oktober,« siger Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit, til Berlingske.
Opdateret: Kort efter vi skrev denne artikel, har Danske Bank meldt sig på banen. Til B.T fortæller de, at de fra næste uge tilbyder deres kunder et rentefrit lån.
"Vi hjælper også de af vores kunder, der skulle ønske at bruge feriepengene før oktober. Hvis vores kunder ønsker at få adgang til feriepengene før sommerferien, så vil vi fra midten af næste uge have mulighed for at stille de penge til rådighed som et lån uden gebyrer og til nulrente," lyder det fra Thomas Mitchell, privatkundechef for Danske Bank i Danmark, i en skriftlig kommentar til B.T.