Nu åbner fitness-centrene

Jakob A. Overgaard

237 uger siden

|

07/06/2020
Indland
De tomme centre kan nu igen fyldes op af glade motionister. Foto: Shutterstock
De tomme centre kan nu igen fyldes op af glade motionister. Foto: Shutterstock
Kulturminister Joy Mogensen udtaler, at der vil komme retningslinjer, så fitnesscentre og svømmehaller kan åbne mandag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I morgen er der mange danskere, der kan juble. Regeringen og Folketingets partier er nemlig blevet enige om at fremrykke datoen for, hvornår fitnesscentre, svømmehaller og legelande kan få lov til at åbne. Det fortæller Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Der har lydt kritik fra flere steder af, at fitnesscentre ikke kan få lov til at åbne. Forståelsen for, at centre, der egentlig skulle sikre danskernes sundhed, ikke kunne få lov til åbne, hvis de overholdt forskellige retningslinjer, har været meget lille.

Det var egentlig bestemt, at centrene først skulle åbne til august, men nu bliver disse centre sammen med svømmehaller og legelande en del af genåbningens fase tre.

"Jeg er rigtig glad for, at alle Folketingets partier er enige om at åbne på denne her måde, hvor det ikke bliver et spørgsmål om den ene eller anden organisationsform," siger Kulturminister Joy Mogensen i pressemeddelelsen.

Retningslinjer følger

Partierne er enige om at genåbne indendørs idræts- og foreningsliv, som ikke allerede er omfattet af åbning, samt at genåbne alle lokaler, hvor der udøves idræts- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, lege- og badelande, svømmehaller og træningscentre. Det skal ske allerede fra i morgen, mandag den 8. juni.

Kulturministeriet er i gang med at udarbejde retningslinjer for de områder, der nu kan åbne. Retningslinjerne udarbejdes i dialog med sektorpartnerskaberne, herunder sundhedsmyndighederne.

Retningslinjerne vil blive offentliggjort på Kulturministeriets hjemmeside snarest muligt.