Morten Messerschmidt efter grusom tragedie: Blev far til fire på én dag

Julie Møller

197 uger siden

|

09/03/2021
Indland
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
I 2019 mistede Morten Messerschmidt sin lillesøster, Line Messerschmidt, der blev knivdræbt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I 2019 mistede Morten Messerschmidt sin lillesøster, Line Messerschmidt, der blev knivdræbt. Gerningsmanden var Line Messerschmidts kæreste, Martin Christensen Degn, som efterfølgende meldte sig selv til politiet.

Forud for drabet havde der været en form for skænderi mellem parret, hvor hun angiveligt truede med at forlade ham.

Line Messerschmidt efterlod sig fire børn i alderen 0-11 år, hvor Martin Christensen Degn er far til de to yngste. Efter den grusomme handling har Morten Messerschmidt fået forældremyndigheden over hendes to ældste børn, og han håber også på at få den over de to yngste. Det fortæller han til Ude og Hjemme.

“Det er vildt at tænke på. Jeg havde ingen planer om, at jeg nogensinde skulle have børn. Det var et valg, jeg havde truffet for længe siden, og pludselig er jeg far til fire på én dag – sådan juridisk i hvert fald. Det er en opgave, jeg betragter med stor alvor og også som en kæmpe gave,” forklarer Morten Messerschmidt og uddyber, at det var en beslutning, der blev taget i fællesskab i familien. Alle fire børn bor primært hos Morten Messerschmidts mor, men alle i familien træder til og hjælper.

16 års fængsel

I december 2020 idømte Retten i Næstved Martin Christensen Degn fængsel i 16 år for i november 2019 at have dræbt to kvinder. 

Først slog han Line Messerschmidt ihjel i deres fælles hjem i Ruds Vedby. Halvanden time efter blev ekskæresten Jeanette Rømer Hansen dræbt i sit hjem i Kundby.

Efter drabet på Line Messerschmidt ringede han selv til alarmcentralen, skriver Berlingske, men politimanden i den anden ende formåede ikke at få Martin Christensen Degn til at blive i røret. På daværende tidspunkt var han på vej til at begå endnu et drab.