Mange nedprioriterer det i hverdagen - men nu kan disse danskere få det gratis

Kamille Isaksen

2 timer siden

|

06/02/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et nyt tiltag er blevet lanceret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Du kender det sikkert.

Det regner, igen. Rugbrødet, der skulle have været i madpakken, er spist. Cyklen er flad. Og for tredje uge i træk hænger der guirlander af snot under børnenes næser. 

Hverdagen for mange børnefamilier er fyldt med både store og små udfordringer.

Og derfor rimer parforholdet også tit mere på presset praktik, end på rosenrød romantik.

Faktisk er det helt normalt – og undersøgelser viser da også, at mange par bliver mere utilfredse med deres parforhold, efter de får børn.

Sådan skriver Hedensted Kommune i en pressemeddelelse.

Netop derfor er der meget vundet ved alligevel at insistere på at passe på parforholdet i en travl hverdag.

Ikke kun for de voksnes skyld, men også for at passe på stemningen og trivslen i familien.

Hvordan vi har det med vores ægtefælle eller kæreste, smitter nemlig af på, hvordan vores børn har det – og dermed hvordan hele familien har det. Det tyder al forskning på.

Det er på den baggrund, at Vores Parfold nu også lanceres i Hedensted Kommune.

I et samarbejde med Center for Familieudvikling og Aarhus Universitet får forældrepar nu en gratis hjælpende hånd til at pleje kærligheden i parforholdet – og det vel at mærke en indsats der kan tilpasses forældreparrets behov.

I Hedensted Kommune er der store forventninger til det nye tiltag, forklarer Merete Skovgaard-Jensen (V), der er formand for Udvalget for Læring:

"Vi ved, at familielivet nogle gange kan være presset, og at det kan give anledning til mistrivsel. Derfor er vi gået med i projektet, som kan give forældre en øget bevidsthed om, hvad de kan arbejde med – og ikke mindst konkrete værktøjer, som kan tilpasses deres individuelle situation og behov. Det håber vi, at mange forældrepar vil være nysgerrige på og gøre brug af, hvis de oplever en presset hverdag."

Mange forskellige muligheder

Hjælpen, som forældrepar kan få, spænder fra alt lige fra artikler og dybdegående podcast om parforhold til gratis parterapi hos en kommunal terapeut. 

Et godt sted at starte er ved at klikke ind på voresparforhold.dk. Her kan forældrepar fx tage et Par-tjek, der giver et unikt indblik i styrkerne og udfordringerne i netop deres parforhold.

Derudover fungerer et Par-tjek også som adgangsbillet til potentiel yderligere hjælp. Det kan i første omgang være et online selvhjælps-program til parret, og hvis der er brug for mere intensiv hjælp, kan parret også blive tilbudt parterapi.