Mand fundet blødende på gaden i Vejle afgik ved døden: Nu beder politiet borgerne om én særlig ting

Mathias Madsen

114 uger siden

|

11/10/2022
Indland
Politiets teknikere arbejdede på stedet i lang tid d. 5. oktober / Foto: Presse-fotos.dk
Politiets teknikere arbejdede på stedet i lang tid d. 5. oktober / Foto: Presse-fotos.dk
Sydøstjyllands Politi har brug for borgernes hjælp til at opklare et drab begået i Vejle forleden.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Onsdag d. 5. oktober omkring klokken 11 blev en 60-årig mand fundet blødende midt på gaden i Vejle. 

Politi og ambulance blev hurtigt tilkaldt og kunne konstatere, at manden, som desværre afgik ved døden kort efter, formentlig var blevet stukket ned i en nærliggende lejlighed. 

Sagen efterforskes derfor som et drab, og i den forbindelse har Sydøstjyllands Politi en bøn til borgere, som har været i Vejle på gerningstidspunktet, eller som har haft en bil, et hus eller lignende i nærheden af gerningsstedet på gerningstidspunktet. 

"Sydøstjyllands Politi har som led i efterforskningen i den igangværende efterforskning af drabet på en 60-årig mand [...] bl.a. søgt efter videoovervågning. Men har vi fået det hele ind?" lyder et retorisk spørgsmål fra politikredsen, som herefter beder borgerne om at bidrage, hvis man har overvågning fra området nær gerningsstedet. 

"Har du overvågning fra området, - måske fra din bil, der kan have optagelser herfra - så kontakt os nu," lyder opfordringen. 

"Vi vil meget gerne høre fra borgere i området omkring Svendsgade, Skolegade, Boulevarden, Valdemarsgade, Mindegade, Vardevej mv., der har fast video-overvågning og videooptagelser fra dagen, som de endnu ikke har delt med politiet," lyder bønnen fra Jens Lyng Michelsen, som er vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi. 

Han understreger desuden, at billister med kamera i bilen også er meget velkomne til at kontakte politiet, hvis de har befundet sig i deres bil i området i tidsrummet 10:30-12:00 d. 5. oktober. 

Hvis man har optagelser, som kan være relevante for efterforskningen, bedes man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4, og man skal ikke holde sig tilbage, selvom man er i tvivl, om optagelserne kan bruges. 

"Lad os vurdere, om optagelser fra dagen og området indeholder relevante oplysninger," lyder den klare opfordring således fra Lyng Michelsen, som uddyber: 

"Nogle gange er det fx afgørende for en efterforskning, at der ikke foregår noget et konkret sted, og der kan måske dokumenteres fra en videoovervågning."

"Det er forholdsvist nyt, at biler kan indeholde automatisk videooptagelse. Derfor henleder vi særligt opmærksomheden på den mulighed. Så, har du en bil med den facilitet, så lad os se med hurtigst muligt, så der ikke sker overspil eller sletning af noget, der kunne være relevant i efterforskningen," har vicepolitiinspektøren desuden udtalt. 

Politiet kan ikke dele flere oplysninger i sagen med offentligheden, men takker på forhånd for hjælpen. 

Du kan læse mere om sagen og politiets bøn til borgerne ved at trykke her.