Mand anmeldte drenge for at skyde sin hund: Nu får han selv fængselsdom

Nicolai H

2 dage siden

|

28/03/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Sagen tog en uventet drejning.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var et dramatisk opkald, der røg ind til Syd- og Sønderjyllands Politi tilbage i august 2023.

En 39-årig mand fra området ved Kvie Sø uden for Ansager hævdede, at tre unge drenge havde skudt hans hund.

Udsagnet vakte straks stor opsigt og bekymring – både i lokalsamfundet og hos politiet.

Men som efterforskningen skred frem, begyndte fortællingen at smuldre. Spørgsmålene hobede sig op, og politiets mange timers arbejde – inklusive afhøringer af flere unge mennesker – førte ikke til de forventede svar.

I stedet viste det sig, at hele anmeldelsen var fabrikeret.

»Den nu 39-årige mand har anmeldt, at andre har skudt hans hund. Det har både resulteret i stor utryghed i lokalområdet, og så har det sat en omfattende efterforskning i gang hos politiet, hvor en del unge mennesker i den forbindelse er blevet afhørt, så det er en alvorlig sag,« siger anklager Ellen Godsk Ottosen fra Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sagen blev ført ved Retten i Esbjerg, hvor manden torsdag blev kendt skyldig i at have anmeldt en strafbar handling, der aldrig havde fundet sted. Anklageren lagde op til en frihedsstraf – og dommeren fulgte trop.

Straffen lød på 30 dages betinget fængsel.

Selv om efterforskningen blev afsluttet, forblev ét forhold uafklaret: Politiet har ikke med sikkerhed kunnet fastslå, hvem – hvis nogen – der reelt har skudt mandens hund.