Købmand hyldes: Laver sin egen aldersbegrænsning på energidrikke

Henrik Rothenbücher

255 uger siden

|

27/01/2020
Indland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
En lokal købmand i Østjylland har valgt at tage sagen i egen hånd. Han vil ikke længere sælge energidrikke til unge under 16 år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis du lægger vejen forbi den østjyske by Daugård, og tager et smut ind i ‘Min Købmand’, så skal du være 16 år eller derover, hvis du ønsker at slukke din tørst i en læskende energidrik.

Det skal man, selvom der i Danmark ikke er nogen lov mod, at unge under 16 år skal have lov til at købe energidrik. Årsagen skyldes, at indehaveren af forretningen, Allan Kring Bülow, selv vil gøre op med unges sundhed.

“Jeg kunne godt tjene penge på energidrikke, men der er også et større billede på vores folkesundhed, som vi skal hjælpe med. Vi skal også være der for borgerne, og det er i høj grad borgernes butik,” lyder det fra indehaveren til TVsyd.

Bliver hyldet på Facebook

Man kunne sagtens frygte, at folk ville være utilfredse med, at Allan Kring Bülow laver sine egne regler, men reaktionerne på Facebook har været lutter positive.

Købmanden gjorde lokalområdet opmærksomme på sit initiativ med dette opslag på Facebook.

“Vi oplever en voldsom stigning i salg af energidrikke, og der er stadig flere og flere unge som køber.

Vi er ved at minimere udvalget, men helt fjerne det kan og vil vi ikke.

Vi har sat skilte ved produkterne ligesom at vores IT-system advarer kasseekspedienten omkring alder, på samme måde som ved salg af cigaretter eksempelvis.

Det er ikke ulovligt, men vi forsøger efter bedste evne at holde unge under 16 fra at købe med en lokal aldersbegrænsning.

Tag gerne en snak med jeres børn, den yngste jeg har stoppet var 12 år.”

Blandt reaktionerne er der mange begejstrede forældre, der håber på, at andre købmænd vælger at følge trop. En tandlæge hylder også Allan, da hun i løbet af de seneste år har set mange børn med syreskader på tænderne.

Hvad er din holdning? Er det okay, at Allan har lavet sin egen ‘lov’ i butikken, eller bør han fortsætte med at sælge energidrikke til unge under 16 år?